HUNDE-PSYKOLOGEN.DK

Intet at skulle have sagt...

Af Adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


SOR Hundeskole


3. april 2011



>> Så jeg har altså ikke noget at skulle have sagt her<<, konstaterede jeg og kiggede på manden med hunden.

Han stod og ventede på sin bedre halvdel i køen indtil iskiosken. Køen var meget lang, - og det var hans flexline til hunden også, hvilket hunden ikke syntes at have i noget imod.
 
Ingen kunne passere hunden selv på et forholdsvist bredt fortorv inde i byen, hvor episoden fandt sted, uden at hunden havde mulighed for at løbe hen til dem.

>>Øhhhhhh<<, udbrød manden, tydeligt forvirret over min bemærkning.

Jeg var kommet gående med min hund i kort snor på fortovet. Pludselig kommer denne lille hund løbende imod os. Jeg stopper op og kigger på den, - dernæst på ejeren, som står ca. 8 meter længere bagude. Ingen øjenkontakt. Han står bare og smiler, mens han kigger på sin hund, - tydeligt underholdt.

Jeg står stille et stykke tid, men manden kigger ikke op på mig.

Så bevæger jeg og min hund os tydeligt til venstre for at slå en bue uden om hunden og for at undgå et direkte møde.

Selvfølgelig forgæves, for flexline-hunden svinger med ud til venstre og brager ind i min hund.

Så er det jeg udbryder ovenstående og fortsætter i et ganske roligt stemmeleje:

>> Ja, du synes åbenbart ikke, at jeg som ejer af denne her hund har noget at skulle have sagt i forholdet til, at de to hunde skal mødes ? <<

Manden var nu tydeligt ved at blive lettere indigneret og begyndte at hale sine flexline-hund ind på den der meget karakterisiske facon, som mest af alt minder om en slags fluefiskeri....hiv-ohøj - rul-rul-rul hiv-ohøj - rul-rul-rul.

>> Ja, du må da MEGET undskylde, hvis jeg så fik ødelagt hele din lørdag<<, udbrød han tøsemopset.

>> Nææææ, det har du bestemt ikke, men synes du ikke, at det er meget normalt og almindelig høflighed, at man lige spørger den anden hundeejer, før man lader sine hunde mødes ? <<, spurgte jeg og kiggede ham høfligt i øjnene.

Så mistede han mælet og kiggede væk, og jeg lod det ligge og vendte om for at gå.

>> Tak for irettesættelse<<, sagde han så lige idet jeg havde taget det første trin væk,  hvorpå jeg vendte mig om igen:

>> Jamen, selvtak. Skulle det være en anden gang......, men det håber jeg ikke, for så betyder det jo bare, at du slet ikke har forstået, at man bør tage hensyn til hinanden og hinandens hunde.<<

Og så blev der ellers linet op bag i køen af iskøbende mennesker på den varme aprildag. Min veninde stod troligt i kø, mens jeg kunne bruge ventetiden på at sidde på de dertil fremsatte taburetter og træne lidt "ignorer omverden" med min lille gule hund.

  Kondiløbere kontra hundeejere
 - problem eller udfordring?

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

21. september 2010

Jævnligt læser jeg om, hvor galt det tit går i mødet mellem motionsløbere og hundeejeres hunde. Sidst var det gennem et læserbrev ”Forstå hunde” i Dansk Kennel Klubs månedsmagasin ”Hunden” ( nr. 7/8, august / 120. årgang, 2010).

Hunde, som forfølger kondiløbere, ”fordi det er deres instinkt” og kondiløbere, som kommer ”brasende i fuld firspring” og som ”ikke vil drømme om at vise noget som helst hensyn”, er det velkendte tema i dette læserbrev.

Dette læserbrev handler som så mange andre ikke om, hvordan man får styring og kontrol over sin hund i svære, men meget dagligdags situationer. Derimod handler det om, hvordan andre skal lære at forstå, at man skal vise særlige hensyn til hundeejere og deres hunde, fordi det tilsyneladende er en uoverstigelig opgave at lære hunden ikke at sætte efter en kondiløber, som passerer forbi.

Og dette kan man tilsyneladende ikke ifølge læserbrevskriveren, fordi dét at forfølge og forsøge at fange noget/nogen, som bevæger sig, er et instinkt hos hunden.

Læserbrevskriveren opfordrer derimod til, at man alle steder som en slags oplysning til borgerne i samfundet gør opmærksom på, at kondiløbere kan ( skal / bør?) gøre én af to ting ved mødet med en hundeejer og dennes hund.

Enten kan løberen slå over i gang, når denne ser en hundejer med hund, - eller også kan man som kondiløber give lyd ( evt. med en fløjte ), så snart man øjner mennesket med hunden.

Desuden foreslår brevskriveren, at der skal forefindes brochurer og plakater ”alle tænkelige og utænkelige steder” såvel som at alle deltagere på DKK´s kurser skal undervises i hundens reaktion i forhold til løbere.

Et gammelt udtryk siger: ” Den, som tier, samtykker”

Om læserbrevskriverens holdning er identisk med DKK´s på dette punkt, skal jeg lade være usagt, men tanken er da nærliggende netop pga. den manglende kommentar fra DKK. Jeg forstår ikke, hvorfor man i DKK overhovedet ikke finder det vigtigt at kommentere dette læserbrev.

Jeg må indrømme, at jeg finder tankegangen, som udtrykkes i læserbrevet, i diametral modsætning til min egen. I min verden er hensynet til andre mennesker og andre hunde af meget stor vigtighed. Jeg kunne ikke drømme om at forlange endsige forvente, at tilfældige mennesker på gaden/ i skoven skulle indrette sig efter mig og mit hundehold.

Som hundeejer anser jeg det som min pligt at socialisere, opdrage og træne mine hunde i en grad, så de ikke er til gene for andre mennesker og dyr.

At være en ansvarlig hundeejer handler for mig bl.a. om at det er mig, som skal forstå min hund, - ikke alle mulige andre. Jeg mener ganske simpelthen ikke, at fremmede mennesker skal kunne forstå min hunds adfærd og agere derefter, for at jeg og min hund skal få en god oplevelse, når vi er i skoven eller i byen. Jeg, - og jeg alene har ansvaret.

Hvis jeg vælger at tage min hund ud i offenligheden, så er det mit ansvar, - og mit alene, at min hund ikke løber efter, gøer af og hopper op ad andre mennesker såvel som hen til fremmede hunde. Jeg anser det nemlig som en ”menneskeret” ( og en ”hunderet”), at man kan få lov til at færdes i fred i offentligheden uden at få en fremmed hund i hælene.

At være en ansvarlig hundeejer handler i høj grad også om, at man er forudseende. Hvis man ved , at man har en hund, som reagerer på forbipasserende kondiløbere, så har man i mine øjne pligt til konstant at gå og orientere sig om, hvad der nærmer sig en. Min klare erfaring er, at det er hundeejere, som ”går i deres egen verden” og ikke holder ordentligt øje med omgivelserne, der gang på gang føler, at kondiløbere kommer bag på dem.

Mht. hvorvidt det er muligt at træne sin hund til at lade være med at forfølge ting ( biler, cyklister, klapvogne osv.) og mennesker, som læserbrevskriveren tilsyneladende stiller sig meget tvivlende overfor, idet han henviser til, at forfølgelsesadfærd er en instinktiv jagtadfærd, så kan jeg kun svare med et klart og rungende ”JA”, - selvfølgelig er det absolut muligt OG overkommeligt at træne sin hund til ikke at forfølge kondiløbere mm.

Men træning og socialisering kræver som bekendt en vis grad af engagement og konsekvens. Jeg har en simpel regel, som jeg praktiserer i forholdet til mine hunde og de kursister, jeg underviser. Helt fra hunden er helt lille hvalp, kræver jeg, at den ikke opsøger fremmede mennesker og andre hunde før der er blevet sagt ”Værsgo – hilse”.

Andre steder lærer hundene det diametral modsatte, - nemlig at den ”rigtige træning” ikke kan gå i gang før alle hunde har været henne og ”sagt dav” til hinanden.

At hunde har en instinktiv adfærd betyder ikke, at man ikke kan bremse dem i denne adfærd, når ”nøglestimulansen”, dvs. dén påvirkning, som udløser adfærden, opstår. Denne træning kaldes også impulstræning/impulskontrol, - eller med et lidt mere gammeldags udtryk for tænd/sluk-mekanismen/knappen.

Læserbrevskriveren skriver at....”Hunden løber efter løberen, fordi det er dens instinkt. Det ser man lige fra de render rundt som hvalpe, hvor de render efter hinanden og forsøger at fange hinanden i leg for at træne deres jagtinstinkter og evner. Det er jo det man bruger og træner videre i, når en hund f.eks. skal opøves til politihund, hvor den skal forfølge en person, som flygter.”

Hvad, der åbenbart er gået brevskriveren lige hen over hovedet, er, at det er lige så vigtigt, at politimanden kan kontrollere denne adfærd. Ligeledes skal jægeren kunne kontrollere sin jagthund, så den ikke farer og flyver såten igennem for sig selv og derved letter al vildtet, længe inden jægeren kan komme på skudhold. På jagterne skal hundene sidde pænt ved siden af deres ejer, mens nabohunden evt. får lov til at drøne forbi og ud for at hente en nedskudt and.

Hvis det var umuligt at styre sin hunds adfærd på dette punkt, var der ganske simpelthen ikke nogen grund til at bruge hunde i de sammenhænge, vi ofte gør det. Det er et spørgsmål om indstilling og træning. Så stil dig selv spørgsmålet; Er det dig eller mig, som er ansvarlig for DIN hund?

8. maj 2009

Var der nogen, som sagde ”Molbo-agtigt”?

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

Bølgerne går højt i diskussionen og kampen for et mere trygt hunde-Danmark. Løse muskelhunde der terroriserer lokalsamfund og bringer angst og skræk med sig er en kendsgerning.

Politikerne debatterer frem og tilbage – forbud, påbud, regler og restriktioner.

En løsning skal der findes.

Men hvorfor er vi endt i denne situation, - hvem har ansvaret? Hvem deler ansvaret?

Ingen tvivl skal herske om, at jeg mener, at hver en hundeejer er ansvarlig for sin hund. Og længere er dén ikke.......eller er den?

Jeg mener, at der er mange andre, som bærer et medansvar. Alle de instruktører i f.eks. DKK og andre store foreninger, alle de såkaldte veluddannede adfærdsbehandlere, som lærer nye hundeejere, at slippe deres hunde løse, er medansvarlige!

For mange mennesker er det et mål for deres hunds lydighed, at den lærer at komme sikkert ved kald. Og når specielt første-gangs-hundeejere henvender sig til diverse foreninger eller private professionelle adfærdsbehandlere, forventer man, at instruktørerne ved, hvad de taler om.

I Danmark er det ifølge hundeloven forbudt at slippe en hund løs medmindre den er i følgeskab med en person, som har fuld kontrol over den.

Alligevel er det kutyme både for instruktørerne i Danmarks største og mest indflydelsesrige hundeforening Dansk Kennel Klub (DKK) og andre foreninger samt for langt de fleste adfærdsbehandlere at opfordre hundeejerne til at slippe deres endnu ikke indkalds-sikre hunde løse!

Man opfordre hundeejerne til at gøre dette hjemme, dvs. i dit og mit lokalsamfund, og så fortæller man ellers ejerne, at de skal prøve at være så interessante for hunden, at den kommer, når der kaldes. Det lykkes som regel.....så længe hundene er helt unge og ikke tør forlade deres ejere eller så længe omgivelserne ikke byder på noget mere interessant.

Dette er simpelthen måden, hvorpå man underviser hundeejerne.

Men de fleste af os oplever jo, at rundt regnet 8 ud af 10 mennesker ikke kan kalde deres løse hunde til sig, når omgivelserne byder på fremmede hunde, joggere, fugle, legende børn, cyklister osv. osv.

Så hvorfor blive ved med at prædike og udbrede en metode, som gør det usikkert at færdes for andre mennesker, andre hunde og naturens dyr?

Et andet problem er de såkaldte ”Hvalpe-motivations-kurser”, som også er udbredte indenfor Dansk Kennel Klub samt hos diverse adfærdsbehandlere m.fl.  

Her består ”undervisningen” mestendels af leg hund og hund imellem. Noget de fleste hunde finder særdeles underholdende, - hvis de da ikke lige overtromles og jages af stærkere individer, og på den måde får grundlagt et dårligt forhold til andre hunde. Og ligeledes er denne leg noget, som de fleste hundeejere elsker at se på og tilbyde deres hvalpe.

Så med de to former for påvirkning lagt sammen, er det langt fra ualmindeligt, at man efter bare få måneders påvirkning på denne måde ender op med en hund, som er HELT VILD VED SYNET AF ANDRE HUND ( - lært ved hvalpemotivationen) OG en hund, som HAR MULIGHED FOR AT LØBE FRA EJEREN.

Og selvfølgelig vil denne metode også være den, som muskel-/kamphunde-ejere går til træning og modtager.

HVIS jeg skulle lægge mit hoved i blød for at finde på én af de nemmeste måder at få en ulydig, ikke-lydhør hund, som jeg mangler kontakt med, så snart der er en anden hund i nærheden, tjaaaa – så ville denne her være et overordentligt glimrende bud.

God fornøjelsen med ”træningen”, og husk at øv dig på følgende sætning, når din hund løber op i hovedet på en anden hund: ”Den gør ikke noget, - den vil bare lege.......eller.......”

21. April 2009

Fy, fy - skamme, skamme, øv,øv-grimme,grimme, nix-nix-ah-ah, slut-forbudt!

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


I april-udgaven 2009 af "Hunden" kan man finde et læserbrev med titlen "Behold godbidderne til jeres egne hunde".

Jeg er ganske enig i, at folk ikke skal gå og give andre menneskers hunde godbidder uden først at have fået lov af hundeejeren. Der kan være mange grunde til det, - allergi f.eks., og det er derfor bestemt ikke særligt betænkeligt at give godbidder til fremmede hunde uden at spørge ejeren først.

Dét, jeg studser over i læserbrevet, er, at der skrives......"Desværre har jeg alt for mange gange været vidne til, at min hund som nu er 10 måneder, løber hen til andre hundeejere, springer op med forpoterne på vedkommende, som derefter giver hende en godbid. ............"

Til historien hører også, at disse episoder finder sted i en offentlig park, - ikke under tilrettelagte træningssituationer, hvor man selvklart bør kunne forvente samarbejde fra sine med-kursister under ledelse af en instruktør.

Så kære læserbrev-skriver.....hvorfor overlader du på denne måde opdragelsen af din hund til andre tilfældige menneskers forgodtbefindende, kunne jeg fristes til at skrive.

Jeg mener, at når man på den måde bare slipper sin hund i en park, og man åbenbart ikke kan kalde den til sig, men gang på gang efter eget udsagn "er vidne til", at andre mennesker påvirker hunden i en uhensigtsmæssig retning ved at forstærke en i ejerens øjne uhensigtsmæssig adfærd ved at give godbidder, så er man sgi selv uden om det.

Nej - igen - det er ikke ok at give andre fremmede hunde godbidder uden tilladelse fra ejeren, - men det er sgi da sågu heller ikke i orden at lade sin hund drøne over til og op af andre mennesker.

Læserbrevskriveren bedyrer, at hunden fra "dag 1" ene og alene er blevet trænet - og endog trænet meget - med positiv forstærkning som træningsmetode, dvs. en metode, som udelukkende består af at belønne den ønskede adfærd og ignorere den uønskede adfærd.

Men brevskriveren har åbenbart glemt at forstærke sin hund i at blive ved hende, - eller komme ved kald.......eller også virker en metode som udelukkende består af positiv forstærkning bare ikke på en løs hund, som får muligheden for at gøre præcist, hvad den selv vil...........

Noget er der da gået galt.

Hvad jeg heller ikke undlader at notere mig, er, at dette læserbrev er det eneste, som man fra DKK´s side undlader at kommentere.

Jeg synes da,  det havde været på sin plads, at man fra DKK´s side lige mindede damen om, at det altså for det første er en uskik at lade sin hund løbe hen til OG springe op ad fremmede mennesker. Det burde et godt indkald eller et godt indlært "nej" kunne forhindre. Og for det andet er det rent faktisk direkte ulovligt at slippe sin hund løs, når man ikke har ordentlig kontrol over den.

Men måske er det ikke en politik, man ønsker at give udtryk for i DKK?

19. Marts 2009.


Lad mig se dig gå frem-tilbage, fra side til side.......

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen




I martsudgaven af DKKs månedsmagasin ”Hunden”  har Irene Jarnvad en artikel om belønning. Det er dejligt at se, at hun har udviklet sig og nu tilsyneladende i dag kan se værdien af legetøjs-/bold-belønning.

Men, men, men, - træerne vokser jo ikke ind i himlen.

Bolden må tilsyneladende kun "leveres" i hundens mund.
Jeg kan da, som jeg altid siger til mine kursister, ikke forestille mig den hare/kanin/fugl, som frivilligt hopper ind i munden på et rovdyr!

Jeg har aldrig mødt nogen, som er så "stress-forskrækket" som IJ.

Og så må hive-legen mellem hund og mennesker KUN ske fra side til side.
Årsagen til, at legen KUN må ske fra side til side og ikke frem og tilbage er øjensynligt, at side-til-side-hiven = samarbejde og frem-og-tilbage-hiven = modarbejde.

Hvem HAR dog bestemt sig til det???

Jeg bliver sgi så træt i ansigtet af at høre sådan en gang ævl.

For få år siden var det HELT udelukket, at man overhovedet måtte lege med bold, - hive i reb osv.
Man henviste til, at hunden blev aggressiv af dette.

Heldigvis fandt man så på, at ulvene jo, når de nedlægger et byttedyr, bider sig fast dér, hvor de kan komme til, og så hiver og flå de i hver sin retning, så på den måde fandt man så et argument for, at trække-lege ikke var modarbejdning af hinanden men snarere samarbejde om at få dyret nedlagt.
Og man fandt argumentet for, at trækkelege ikke førte til aggression. Det havde man jo gang på gang oplevet, at det IKKE gjorde, så man kan jo sige, at det var en "omvendt" bevisførelse.

På samme måde fandt forskere jo ud af engang, at humlebier ikke kan flyve. Man havde vist bare glemt at fortælle dét til humlebierne.

Så jeg venter med spændig på endnu en "skrivebords-forklaring" på, hvorfor side-til-side-trækkeri er sååååååååååååå fantastisk meget i samarbejdets ånd, mens frem og tilbage-trækket åbenbart er sååååååååå modarbejdende, for det er der altså også lige nogen, som har glemt at fortælle de hunde, som jeg har.


HVIS man endelig skulle begynde at teoretisere omkring trækkelege, så kan man jo helt generelt sige, at trækkeri fra side til side er jo bare ikke noget, som har en entydig betydning. Det optræder både, når et byttedyr skal have knækket nakken, - under kamp mellem to artsfæller, hvor man vil skade hinanden mest muligt, - OG under leg, dvs. under sociale forhold.

Så igen hvis vi endelig skal sige noget om forskellene mellem side-til-side-hiven kontra frem-og-tilbage-hiven, så er side-til-side-hiven mere "kamp-agtig" og skadende ( jvf. måden hvorpå et mindre byttedyr dræbes, - og måden der ruskes på under virkelig kamp) og dermed mindre befordrende for "samarbejdet" end frem-og-tilbage-hiven.

Så hvorfor Irene kommer til den konklusion, at side-til-side-hiven er godt for samarbejdet, mens frem-og-tilbage-hiven tilsyneladende ikke er det, er mig en gåde.