HUNDE-PSYKOLOGEN.DK

8. maj 2009

Var der nogen, som sagde ”Molbo-agtigt”?

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

Bølgerne går højt i diskussionen og kampen for et mere trygt hunde-Danmark. Løse muskelhunde der terroriserer lokalsamfund og bringer angst og skræk med sig er en kendsgerning.

Politikerne debatterer frem og tilbage – forbud, påbud, regler og restriktioner.

En løsning skal der findes.

Men hvorfor er vi endt i denne situation, - hvem har ansvaret? Hvem deler ansvaret?

Ingen tvivl skal herske om, at jeg mener, at hver en hundeejer er ansvarlig for sin hund. Og længere er dén ikke.......eller er den?

Jeg mener, at der er mange andre, som bærer et medansvar. Alle de instruktører i f.eks. DKK og andre store foreninger, alle de såkaldte veluddannede adfærdsbehandlere, som lærer nye hundeejere, at slippe deres hunde løse, er medansvarlige!

For mange mennesker er det et mål for deres hunds lydighed, at den lærer at komme sikkert ved kald. Og når specielt første-gangs-hundeejere henvender sig til diverse foreninger eller private professionelle adfærdsbehandlere, forventer man, at instruktørerne ved, hvad de taler om.

I Danmark er det ifølge hundeloven forbudt at slippe en hund løs medmindre den er i følgeskab med en person, som har fuld kontrol over den.

Alligevel er det kutyme både for instruktørerne i Danmarks største og mest indflydelsesrige hundeforening Dansk Kennel Klub (DKK) og andre foreninger samt for langt de fleste adfærdsbehandlere at opfordre hundeejerne til at slippe deres endnu ikke indkalds-sikre hunde løse!

Man opfordre hundeejerne til at gøre dette hjemme, dvs. i dit og mit lokalsamfund, og så fortæller man ellers ejerne, at de skal prøve at være så interessante for hunden, at den kommer, når der kaldes. Det lykkes som regel.....så længe hundene er helt unge og ikke tør forlade deres ejere eller så længe omgivelserne ikke byder på noget mere interessant.

Dette er simpelthen måden, hvorpå man underviser hundeejerne.

Men de fleste af os oplever jo, at rundt regnet 8 ud af 10 mennesker ikke kan kalde deres løse hunde til sig, når omgivelserne byder på fremmede hunde, joggere, fugle, legende børn, cyklister osv. osv.

Så hvorfor blive ved med at prædike og udbrede en metode, som gør det usikkert at færdes for andre mennesker, andre hunde og naturens dyr?

Et andet problem er de såkaldte ”Hvalpe-motivations-kurser”, som også er udbredte indenfor Dansk Kennel Klub samt hos diverse adfærdsbehandlere m.fl.  

Her består ”undervisningen” mestendels af leg hund og hund imellem. Noget de fleste hunde finder særdeles underholdende, - hvis de da ikke lige overtromles og jages af stærkere individer, og på den måde får grundlagt et dårligt forhold til andre hunde. Og ligeledes er denne leg noget, som de fleste hundeejere elsker at se på og tilbyde deres hvalpe.

Så med de to former for påvirkning lagt sammen, er det langt fra ualmindeligt, at man efter bare få måneders påvirkning på denne måde ender op med en hund, som er HELT VILD VED SYNET AF ANDRE HUND ( - lært ved hvalpemotivationen) OG en hund, som HAR MULIGHED FOR AT LØBE FRA EJEREN.

Og selvfølgelig vil denne metode også være den, som muskel-/kamphunde-ejere går til træning og modtager.

HVIS jeg skulle lægge mit hoved i blød for at finde på én af de nemmeste måder at få en ulydig, ikke-lydhør hund, som jeg mangler kontakt med, så snart der er en anden hund i nærheden, tjaaaa – så ville denne her være et overordentligt glimrende bud.

God fornøjelsen med ”træningen”, og husk at øv dig på følgende sætning, når din hund løber op i hovedet på en anden hund: ”Den gør ikke noget, - den vil bare lege.......eller.......”

21. April 2009

Fy, fy - skamme, skamme, øv,øv-grimme,grimme, nix-nix-ah-ah, slut-forbudt!

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


I april-udgaven 2009 af "Hunden" kan man finde et læserbrev med titlen "Behold godbidderne til jeres egne hunde".

Jeg er ganske enig i, at folk ikke skal gå og give andre menneskers hunde godbidder uden først at have fået lov af hundeejeren. Der kan være mange grunde til det, - allergi f.eks., og det er derfor bestemt ikke særligt betænkeligt at give godbidder til fremmede hunde uden at spørge ejeren først.

Dét, jeg studser over i læserbrevet, er, at der skrives......"Desværre har jeg alt for mange gange været vidne til, at min hund som nu er 10 måneder, løber hen til andre hundeejere, springer op med forpoterne på vedkommende, som derefter giver hende en godbid. ............"

Til historien hører også, at disse episoder finder sted i en offentlig park, - ikke under tilrettelagte træningssituationer, hvor man selvklart bør kunne forvente samarbejde fra sine med-kursister under ledelse af en instruktør.

Så kære læserbrev-skriver.....hvorfor overlader du på denne måde opdragelsen af din hund til andre tilfældige menneskers forgodtbefindende, kunne jeg fristes til at skrive.

Jeg mener, at når man på den måde bare slipper sin hund i en park, og man åbenbart ikke kan kalde den til sig, men gang på gang efter eget udsagn "er vidne til", at andre mennesker påvirker hunden i en uhensigtsmæssig retning ved at forstærke en i ejerens øjne uhensigtsmæssig adfærd ved at give godbidder, så er man sgi selv uden om det.

Nej - igen - det er ikke ok at give andre fremmede hunde godbidder uden tilladelse fra ejeren, - men det er sgi da sågu heller ikke i orden at lade sin hund drøne over til og op af andre mennesker.

Læserbrevskriveren bedyrer, at hunden fra "dag 1" ene og alene er blevet trænet - og endog trænet meget - med positiv forstærkning som træningsmetode, dvs. en metode, som udelukkende består af at belønne den ønskede adfærd og ignorere den uønskede adfærd.

Men brevskriveren har åbenbart glemt at forstærke sin hund i at blive ved hende, - eller komme ved kald.......eller også virker en metode som udelukkende består af positiv forstærkning bare ikke på en løs hund, som får muligheden for at gøre præcist, hvad den selv vil...........

Noget er der da gået galt.

Hvad jeg heller ikke undlader at notere mig, er, at dette læserbrev er det eneste, som man fra DKK´s side undlader at kommentere.

Jeg synes da,  det havde været på sin plads, at man fra DKK´s side lige mindede damen om, at det altså for det første er en uskik at lade sin hund løbe hen til OG springe op ad fremmede mennesker. Det burde et godt indkald eller et godt indlært "nej" kunne forhindre. Og for det andet er det rent faktisk direkte ulovligt at slippe sin hund løs, når man ikke har ordentlig kontrol over den.

Men måske er det ikke en politik, man ønsker at give udtryk for i DKK?

19. Marts 2009.


Lad mig se dig gå frem-tilbage, fra side til side.......

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen




I martsudgaven af DKKs månedsmagasin ”Hunden”  har Irene Jarnvad en artikel om belønning. Det er dejligt at se, at hun har udviklet sig og nu tilsyneladende i dag kan se værdien af legetøjs-/bold-belønning.

Men, men, men, - træerne vokser jo ikke ind i himlen.

Bolden må tilsyneladende kun "leveres" i hundens mund.
Jeg kan da, som jeg altid siger til mine kursister, ikke forestille mig den hare/kanin/fugl, som frivilligt hopper ind i munden på et rovdyr!

Jeg har aldrig mødt nogen, som er så "stress-forskrækket" som IJ.

Og så må hive-legen mellem hund og mennesker KUN ske fra side til side.
Årsagen til, at legen KUN må ske fra side til side og ikke frem og tilbage er øjensynligt, at side-til-side-hiven = samarbejde og frem-og-tilbage-hiven = modarbejde.

Hvem HAR dog bestemt sig til det???

Jeg bliver sgi så træt i ansigtet af at høre sådan en gang ævl.

For få år siden var det HELT udelukket, at man overhovedet måtte lege med bold, - hive i reb osv.
Man henviste til, at hunden blev aggressiv af dette.

Heldigvis fandt man så på, at ulvene jo, når de nedlægger et byttedyr, bider sig fast dér, hvor de kan komme til, og så hiver og flå de i hver sin retning, så på den måde fandt man så et argument for, at trække-lege ikke var modarbejdning af hinanden men snarere samarbejde om at få dyret nedlagt.
Og man fandt argumentet for, at trækkelege ikke førte til aggression. Det havde man jo gang på gang oplevet, at det IKKE gjorde, så man kan jo sige, at det var en "omvendt" bevisførelse.

På samme måde fandt forskere jo ud af engang, at humlebier ikke kan flyve. Man havde vist bare glemt at fortælle dét til humlebierne.

Så jeg venter med spændig på endnu en "skrivebords-forklaring" på, hvorfor side-til-side-trækkeri er sååååååååååååå fantastisk meget i samarbejdets ånd, mens frem og tilbage-trækket åbenbart er sååååååååå modarbejdende, for det er der altså også lige nogen, som har glemt at fortælle de hunde, som jeg har.


HVIS man endelig skulle begynde at teoretisere omkring trækkelege, så kan man jo helt generelt sige, at trækkeri fra side til side er jo bare ikke noget, som har en entydig betydning. Det optræder både, når et byttedyr skal have knækket nakken, - under kamp mellem to artsfæller, hvor man vil skade hinanden mest muligt, - OG under leg, dvs. under sociale forhold.

Så igen hvis vi endelig skal sige noget om forskellene mellem side-til-side-hiven kontra frem-og-tilbage-hiven, så er side-til-side-hiven mere "kamp-agtig" og skadende ( jvf. måden hvorpå et mindre byttedyr dræbes, - og måden der ruskes på under virkelig kamp) og dermed mindre befordrende for "samarbejdet" end frem-og-tilbage-hiven.

Så hvorfor Irene kommer til den konklusion, at side-til-side-hiven er godt for samarbejdet, mens frem-og-tilbage-hiven tilsyneladende ikke er det, er mig en gåde.