HUNDE-PSYKOLOGEN.DK

Fra tid til anden støder jeg på påstande, udsagn eller oplevelser, som jeg ønsker kommentere.

God fornøjelse!

Overskrift 1

Hundeleg, – den bedste sociale lim

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen, SOR Hundeskoles



27. juni 2016



Hundeleg er for mig den vigtigste og bedste sociale lim mellem hund og ejer. Ét af mine mange mottoer er ”Den, som hunden leger med, er dén, som hunden vil være sammen med”.



De fleste tænker nok på leg hund og hund imellem, når man siger ”hundeleg”, men det er slet ikke det, jeg her tænker på. Netop i erkendelse af mit eget motto, så er leg hund og hund imellem ikke dét, jeg fokuserer på, når jeg skal træne og opdrage en hund. 



Hvis man vil træne og opdrage sin hund på en så positiv måde som muligt, kan det ikke understreges nok, hvor utroligt vigtigt det er, at hunden anser sin ejer som sin bedste legekammerat.



Men desværre bliver hundeejere meget ofte advaret mod at lege med deres hunde, - oven i købet af såkaldte uddannede og/eller professionelle hundekyndige, trænere såvel som adfærdsbehandlere.

Hvem har ikke hørt eller læst artikler med budskaber som:

- ”Du må ikke lege med bold med din hund” ( - med en efterfølgende konkluderende sætning, som lyder ” - for så bliver den stresset” ), eller ….

- ”Du må ikke lege voldsomme lege med din hund” ( - igen med en efterfølgende konkluderende sætning som lyder ” - for så bliver lærer den at slås” ) samt andre meget løftede pegefingre.



Disse advarsler er generelt meget unuancerede, - nogle gange til en grad, hvor det virker direkte uintelligent.



Ja, - der KAN opstå problemer, hvis man hovedløst eksempelvis kaster bold med sin hund, - og ja, - der KAN opstå problemer, hvis man ensidigt leger ekstremt voldsomt med sin hund, - MEN……..tingene er ikke sort/hvide, som visse firkantede råd ofte ender op med at blive.



Den slags rådgivning svarer til, at man advarer mod at give hunden godbidder som belønning under træning, fordi man ser alt for mange tykke hunde. Det er håbløst snæversynet at se sådan på det.



Jeg giver mine hunde masser af godbidder, når jeg træner med dem. Jeg leger med dem, - jeg kaster bold til dem, - jeg laver trækkelege med dem, - jeg leger voldsomt med dem osv. osv. Men jeg har stadig lydige, veltilpassede og harmoniske hunde, for hemmeligheden er netop at vide noget om, hvordan man opbygger et rigtigt godt og stærkt bånd til sin hund. Det gør man ikke ved at se verdenen sort/hvid, men ved at dykke ned i nuancerne og forsøge at forstå dem.



Legen mellem hund og ejer er basis for opbygningen af det tætte bånd mellem dem. Denne hund/ejer-leg er én af grundstenene i Pack Bonding.



Men man skal selvfølgelig vide, hvordan man skal lege, - hvornår, - under hvilke omstændigheder, - hvor længe, - hvor intenst. Der findes leg med og uden objekt. Såvel korporlig leg som leg med objekt ( bold, trækkereb, pivedyr etc ) har så mange variationsmuligheder, så det næsten synes uendeligt.



Psykologien i legen er fordybelse værd. I skolen har man opereret med begrebet ”leg & læring”, men i ”hundeverdenen” er Leg & Læring en lige så vigtig del som hos mennesker.



Under legen kan vi lære hunden en masse. Både om den simple glæde ved at være sammen, men også noget om sociale regler samt helt konkrete færdigheder så som sit, dæk, stå, kom, bliv etc.



Spørg dig selv, - hvem leger din hund bedst og mest med? Er det dig, som er din hunds bedste legekammerat, - eller er det alle de andre hunde i hundeskoven/hundeparken.

Oplever du, at din hund vælger dig fra, - at du ingen kontakt har med den i visse situationer, - at den ikke kommer ved kald, når …………. ?



Så er det nok på tide, at du lærer noget om legens vigtighed.



Jeg underviser på heldagskurser i ”Leg & Læring”, og er man med i SOR Hundeskoles face book gruppe, hvor alle er velkomne, kan man også opfordre til afholdelse af diverse kurser & workshops.



Overskrift 1

Ups - they did it again. 

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

28. januar 2015



Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi ( DSKVE ) har i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening ( DDD ) i den forgangne uge ( 4 , 2015 ) søsat en kampagne, som kaldes "Hund med hensyn". Kampagnen er resultatet af det arbejde, som DDD i samarbejde med bl.a. DKK igangsatte i april 2014, og som jeg én gang før har kommenteret på. ( Se mit indlæg " Èt skridt frem, - og to tilbage!" nedenfor, maj 2014 ). 

Formålet er kort og godt, at få hundeejere til at opføre sig mere hensynsfuldt, - både overfor hinanden såvel som overfor ikke-hundeejere. Dét formål kan man jo kun applaudere. Især når jeg tænker på, hvor mange, som føler sig forulempede af løse hunde, som folk bare lader løbe op i hovedet på andre, - hunde såvel som mennesker, uden nogensinde at sikre sig, at modparten er med på dén ide. 

Det er der kommet 10 råd til hundeejere ud af. Disse råd er fulgt op med 10 små videoklip. Alt i alt en rigtig god ide. Men, men, men...........det skulle være så godt, men så det faktisk...........

Ja, jeg synes jo, det er utroligt, for enten VIL man ikke se det, - eller også EVNER man det bare ikke. Hvilken én af delene, det er, skal jeg undlade at gisne om. 

Problemet, som jeg ser det, handler hovedsageligt om rådet, der gives i nr. 6. Her skriver man:

"Kend din hunds personlighed
Tag kun i hundeskov eller på friløbsarealer med din hund, når den er klar til det, og du ved, at den er god til at møde andre hunde. Kun hunde, der er godt socialiseret og vant til at begå sig blandt andre hunde og mennesker, bør tages med på arealer, hvor man har lov til at lade hunden løbe frit."


Samtidig har man netop i det 1. råd skrevet:

"Vis hensyn over for andre
Kald din hund til dig og hold den i halsbåndet eller i kort snor, når du møder andre mennesker. Tænk på, at nogle mennesker er bange for hunde og føler sig utrygge, når de møder hunde i naturen eller på gaden. Hold derfor din hund tæt til dig, når du passerer fremmede mennesker, cyklister, løbere eller andre hunde."


Så er det, jeg må spørge: Hvorfor i al verden anbefaler DSKVE og DDD, at man kun må komme i hundeskove og på fritløbsarealer med sin hund, såfremt den er "god til at møde andre hunde"? Kan man ikke forestille sig, at man ønsker at gå med sin hund løs på lovlig vis UDEN den partout skal snakke med/mødes med en masse fremmede hunde? Hvad blev der af det fine råd ( råd 1 ) om, at man skulle kalde sin hund til sig, når man passerede andre hunde i naturen? Hvorfor giver man på den ene side udtryk for, at man er fuldt ud klar over, at mange ikke ønsker at have fremmede hunde rendende op i hovedet på sig og sin hund, - og på den anden side goutere man det som det mest selvfølgelige? Hvorfor denne selvmodsigelse? 

På denne måde blåstempler kampagnen netop den hensynsløse opførsel, som rigtig mange hundeejere har i hundeskove såvel som områder, hvor det er tilladt at have sin hund løs. Kampagnen siger dermed direkte, at hvis man har en hund, som man ikke ønsker skal have en masse andre hunde løbende op til sig ( - og dét kan der være utallige årsager til - kampagnen peger oven i købet selv på det ), men som er velopdragen og kommer ved kald, ja så kan man ikke tillade sig at tage sådan en hund med på disse velegnede områder.

Og hvad er det for et hundesyn, som ligger til grund for den slags tåbeligheder? For det ER tåbeligt at tro, at alle hunde skal kunne med alle andre hunde! ALLE hundemøder er unikke, fordi alle hunde er forskellige - og derfor er det bydende nødvendigt, at ejere får lov til enten at sige "ja tak" eller "nej tak" til et hundemøde.

Det er simpelthen himmelråbende ( biiiiiib ), at man på den måde vil stemple velopdragne, lydige hunde og deres hensynsfulde ejere! Hvorfor skal folk ikke have lov til at kunne gå for sig selv og have lov til at passe sig selv med deres velopdragne hund, som de på lovlig vis kan slippe løs, fordi andre hilsetosser ( ja - pardon my French!) ikke magter/orker/evner at lære deres hunde ikke at drøne op i hovederne på hinanden? 

Øv, hvor er jeg vred og ærgerlig over den slags makværk til kampagne.
Jeg må nøjes med at sig TAK til DSKVE og DDD for FORSØGET på at skabe et etisk kodeks for hensynsfulde hundeejere...............men KOM IGEN!!!!
Man kan herunder se kampagnen i sin helhed http://hundmedhensyn.dk/

Overskrift 1

Èt skridt frem, - og to tilbage!

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

maj 2014



Med et selvmodsigende moralkodeks for hundeejere kommer man ingen vegne i kampen for at forbedre visse hundeejeres hensynsløse adfærd, - både overfor hinanden såvel som overfor andre.



Jeg har netop læst Dansk Kennel Klubs ( DKK ) månedsmagasin ”Hunden” ( nr. 5, 2014 ), -  heri blandt omtalen af et offentligt debatmøde, som Den Danske Dyrlægeforening ( DDD ) tog initiativ til at afholde d. 4. april i år. 
DKK samt andre organisationer var involveret og kom bl.a. med taleroplæg fra bl.a. DKK´s adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen, som citeres:
”En god hundekultur kræver færdigheder og forståelse – der kommer i anvendelse!”. 


Formålet med mødet var at debattere, hvorvidt man skal have et kodeks for færden med hunden.
Jeg hilser denne debat særdeles velkommen, idet jeg jo også gennem årene har oplevet, hvordan der blandt hundeejere, - specielt i de større byer og Nordsjælland, - nord for København, er fremkommet en meget hensynsløs og uhensigtsmæssig omgang både ift. hinanden og andre ikke-hundeejere.
 

I ”Hunden” kan man læse de 5 råd, som Dyrlægeforeningen er kommet frem til. Når jeg læser artiklen igennem, ser jeg på intet tidspunkt, at man fra DKK´s side sætter spørgsmålstegn hverken ved formuleringen eller indholdet af disse 5 råd, og man må jo derfor gå ud fra, at man fra DKK´s side er fuldstændig enig i de følgende 5 regler:





1. Lad aldrig din hund løbe hen til en fremmed hund, der holdes i line. Det gælder også, hvis du selv har din hund i flexline.

2. Hvis din hund skal hilse på en anden hund, så aftal altid dette med hundeejeren først.

3. Hils kun selv på en fremmed hund, når du har aftalt dette med hundeejeren først.

4. Kom kun med din hund i hundeskove og på fritløbsarealer, hvis din hund er god til at møde andre hunde.

5. Tag ikke din hunds legetøj med på fritløbsarealer. Det er ikke sikkert, at den vil acceptere, at andre hunde kommer i nærheden af legetøjet.






Åhhhhh, nej!!!!! Ikke igen, tænkte jeg.

Men jo, - åbenbart...............for igen lyder det hele jo umiddelbart så fint, - hensigten er så absolut, så jeg sidder og klapper i mine hænder, men.....men....men.......så gengives disse 5 ”regler”, og så falder det hele bare til jorden igen pga. alt for uigennemtænkte formuleringer.



Den 1. regel:

Lad aldrig din hund løbe hen til en fremmed hund, der holdes i line. Det gælder også, hvis du selv har din hund i flexline.

Dette er en formulering, som er tvetydig, for hvad har linen med et evt. moralkodeks at gøre?  Det er en formulering, som meget let kan opfattes på dén måde, at det så er helt i orden at lade sin hund løbe op til en fremmed hund, hvis bare denne ikke er i line.

Jeg er ganske godt klar over, at man som regel siger, at når to hunde skal mødes, så skal de begge være frie, - løse af liner, for ellers er der en større risiko for, at de kommer op at toppes, idet de begrænses i deres kropssprog pga. linen, og misforståelser hund og hund imellem kan opstå.

Jeg har igennem mange år undervist i hundemøder og hundeleg, netop hvor jeg bruger liner på hundene i de indledende faser af et møde, så man kan ikke bare sige, at liner på hundene er dårligt. 




Den 2. regel:

Hvis din hund skal hilse på en anden hund, så aftal altid dette med hundeejeren først.


Her er jeg fuldstændig enig uden forbehold. Så enkelt kan det siges!
Ethvert hundemøde er unikt, og man kan ikke på forhånd altid vide, hvordan ens egen hund vil reagere på netop dénne her hund, man nu står for at møde. Måske får man sig en overraskelse og ser sin hund fra en helt anden side, fordi den anden hunds reaktion er speciel. Man ved det aldrig.
Netop derfor er det selvfølgelig altid et ”must”, at begge hundeejere er fuldstændig enige i at lade deres hunde få kontakt.





Regel nr. 3:

Hils kun selv på en fremmed hund, når du har aftalt dette med hundeejeren først.


Igen er jeg fuldstændig enig.





Regel nr. 4 :

Kom kun med din hund i hundeskove og på fritløbsarealer, hvis din hund er god til at møde andre hunde.



Så er det, at kæden hopper fuldstændig af!
Hvis man altså har en fantastisk lydig hund, som man gerne vil gå løs med, - som kommer hver gang, man kalder, men som af en eller anden årsag ikke bryder sig om andre hunde ( enten ved at den trækker sig eller den udviser afstandsforøgende adfærd på anden vis ), så er man uvelkommen på netop de steder, hvor det er netop er hensigten, at man kan slippe sin hund løs!


Hvis man troede, at ideen med dette debatmøde var at højne forståelsen for og hensynet til andre, - hunde såvel som mennesker, så kan man jo kun med denne formulering konstatere det modsatte.
Denne ordlyd er i dén grad en blåstempling af den hensynsløshed og mangel på forståelse for hundeadfærd, der i forvejen i høj grad er at finde i hundeskove og på fritløbsarealer.


Behøver man virkelig at minde både Den Danske Dyrlægeforening og DKK om, at HUNDELOVEN STADIG GÆLDER, - også i hundeskove og på fritløbsområder?
Man må ikke slippe en hund løs, som man ikke kan kalde sikkert til sig, når den ser en anden hund.


Hvorfor opfordrer man til, at man KUN må komme på fritløbsområder og i hundeskove, SÅFREMT ens hund er god til at møde andre hunde?


Gælder dét, man selv lige har forslået og slår på tromme for lige pludselig ikke mere?
Hvad blev der af ”aldrig at lade sin hund løbe op til fremmede” og ”aftal altid et møde hund og hund imellem med den anden hundeejer først” ?


Hvis man som organisation kan blive enig om at formulere en sådan opfordring til samtlige hundeejere, så kan det da kun være fordi, at man rent faktisk ved og accepterer, at der på fritløbsområder og i hundeskove hersker en helt særlig kultur, hvor folk lader deres hunde løbe op i hovedet på hinanden, og hvor folk generelt ikke har særlig god kontrol over deres løse hunde.


Hvornår lærer menneskene bag disse organisationer ( DKK og DDD ), at vore hunde er og bliver ekstremt forskellige? At man ikke hverken kan eller må forvente, at alle hunde kan med alle andre hunde? 


Hvordan kan man i disse organisationer tillade sig selv indirekte at sætte sig ud over landets lovgivning?
I hundeloven står der højt og tydeligt, at man ikke må slippe sin hund løs, medmindre man har den under fuld kontrol? 
Men ved at udstikke denne særlige opfordring til hundeejere i forbindelse med fritløbsområder og hundeskove, gør man både i DKK og DDD sig skyldige i en kraftig indirekte opfordring til at lade denne uacceptable hundekultur florere. 


Når man i DKK og DDD gouterer og ligefrem opfordrer til kun at opholde sig på fritløbsområder og hundeskove med sin hund, såfremt den kan leve op til en eller anden form for ”menneskeligt ideal” og kan ”tåle mosten” med at få et utal af fremmede hunde op i hovedet og altid bare reagerer ved at vende den anden kind til, er det ganske simpelthen en himmelråbende mangel på accept og forståelse for mangfoldigheden af vore hundes adfærd på godt og ondt. 
Dette fremmer på ingen måde dét, man gerne vil opnå, - nemlig en større forståelse for og hensyntagen til hinanden. Tværtimod!


Og hvad med de mennesker, som ikke er hundeejere?
Skal de også belave sig på, at hvis de formaster sig til at gå en tur i eksempelvis Ermelunden, - eller på andre områder, hvor man må have sin hund løs, hvis man vel at mærke kan kalde den sikkert til sig, - skal disse mennesker så ligesom hundene påbydes at ”være gode til at møde andre hunde”?


Fritløbsområder og hundeskove burde være oaser for alle hensynsfulde hundeejere, som ønsker at gå frit med deres hunde, og som loven foreskriver, er i stand til at kalde deres hunde sikkert til sig, selvom der er andre hunde, motionister etc., OG som vel at mærke gør det.
Her kan man jo kun være enig med ordlyden af DKK´s adfærdskonsulent, når hun udtaler ”En god hundekultur kræver færdigheder og forståelse – der kommer i anvendelse!”. 


Det er åbenbart bare så som så med dén anvendelse, og så længe man i DKK og DDD ikke kan komme op med nogle mere tydelige signaler, bliver det desværre nok ikke anderledes.


Det er en kendt sag, at i stedet for at være oaser for hundefolket, er fritløbsområder og hundeskove blevet steder, hvor en hensynsløs kultur har fundet grobund.
En kultur, som deler vandene mellem hundeejere, for der er så sandelig også de hundeejere, som aldrig kunne drømme om at sætte deres fod på sådanne steder, netop fordi jungleloven her hersker og hensynet hensygner.




Regel nr. 5.

Tag ikke din hunds eget legetøj med på fritløbsarealer. Det er ikke sikkert, at den vil acceptere, at andre hunde kommer i nærheden af legetøjet.


Når jeg går på fritløbsområder har jeg som regel en bold med. Det har jeg, fordi det skaber en fantastisk god kontakt mellem mig og min hund. Jeg lærer mine hunde, at andre hunde ikke er noget, de skal opsøge, og at jeg er hundens bedste legekammerat. Blandt andet på den måde holder mine hunde sig til mig og lærer at ignorerer andre. 


Igen kan jeg ikke andet end at undres over denne formulering i denne ”regel”. Hvis man går på et fritløbsområde, så er det vel ikke ensbetydende med, at man skal forvente/acceptere/goutere, at andre lader deres hunde løbe helt hen til sig og sin hund. Det er jo netop ikke hensynsfuldt.
Og hvorfor mener DKK og DDD, at det skal være mit problem, at andre slipper deres hund løs, som ikke har lært et ordentligt indkald?
Skal jeg så også lade være med at tage velduftende godbidder med, så fremmede hunde udlader at komme stormende for at få del i disse guffer med et muligt slagsmål mellem min og en fremmed hund til følge?


Igen afspejler denne regel/opfordring en helt igennem bagvendt måde at opstille et kodeks for omgang mellem hundeejerne på. Målet og hensigten må da nødvendigvis værem at det er den enkelte, som skal tage ansvar for egen hund og ikke den enkelte, som skal tage ansvaret for andres hunde?


I artiklen, som er skrevet af DKK´s kommunikationsansvarlige, Vibeke Knudsen, står dette afsnit:

”Hvorfor denne ny norm?
Når der er brug for en ny norm, så er det både for at undgå konflikter og skader og for at skabe en mere positiv holdning til hunde og hundeejere. Mange af deltagerne påpegede det utålelige i, at man ikke kan færdes med sin hund, uden den mødes af løse hunde, der løber hen til den. Og her taler vi vel at mærke ikke om hundeskove og andre fritløbsområder, men alle mulige andre steder, hvor hundeejere efter loven enten skal have deres hund i snor eller have den under fuld kontrol.”


Igen kan man her se på ordvalget, at man i DKK finder, at hundeejere og deres hunde i hundeskove og på fritløbsområder har en sær-status.
Hvorfor skriver DKK´s kommunikationsansvarlige Vibeke Knudsen at man ”vel at mærke ikke taler om hundeskove og andre fritløbsområder..” ?
Hvorfor behøvervi at bemærke det i særlig grad? 

Må jeg igen-igen minde både Vibeke Knudsen og DKK om, at dét at hundeejere enten skal have deres hund i snor eller have den under fuld kontrol er en lov gælder alle vegne, - også i hundeskove og fritløbsområder!!!
Til gengæld er der visse steder, hvor man derimod kunne fremhæve, at her SKAL man have hunde i snor.


Længere henne i artiklen kan man læse følgende:

”Hund i snor?
DKK afgav i forbindelse med behandlingen af hundeloven i 2010 høringssvar, hvori vi anbefalede, at hunde skal føres i snor i byzone, samtidig med at alle kommuner så skulle opfordres til at etablere flere fritløbsområder i byerne. Det mener vi stadig. Vi vurderer, at det vil skabe større tryghed for både hundeejere og andre.............”


Jeg har for længst mistet min fulde tiltro til, hvad man i DKK vurderer, - og jeg er da meget taknemmelig for, at kommunerne ikke har etableret særlige fritløbsområder med samme særstatus, som DKK igen her giver udtryk for, at de skal have.


Når alt dette er sagt, så håber jeg, at man i DKK og DDD snart vågner lidt op og anerkender vore hundes forskelligheder og begynder at arbejde for en mere intelligent og gennemtænkt rådgivning for sameksistens.


Hvis jeg kunne svinge dirrigentstokken over hundefolket, ville jeg foreslå følgende kodeks for færden med hunde:


A ) Overhold hundelovgivningen, som påbyder dig som hundeejer ikke at slippe dinhund løs, medmindre du er i stand til sikkert at kalde den til dig uanset, hvor du færdes. Dette gælder selvfølgelig også fritløbsområder og hundeskove, hvor loven også i dag er gældende, men hvor hundeejere i stort omfang tilsidesætter den.
B ) Spørg altid, før du lader din hund hilse på en fremmed hund, uanset om denne hund er i line eller løs, - og accepter et ”nej tak”.
Husk, at en løs hund ikke er en opfordring til, at din hund skal løbe hen til den!

C ) Skal du passere andre på vej eller sti, bør du have din hund ved din side, - løs, hvis du har ordentlig kontrol, ellers i kort line i passageøjeblikket. 

D ) Lær din hund en ordentlig lydighed, så den kan ignorere andre hunde, der leger, - børn, der leger, - løbende motionister, - kørende cyklister, - gøende hunde og andre almindelige dagligdags foretagelser etc. 




Så kære DKK og DDD, - tillad mig at citere de Nattergale :”Think you da lige a little about”, for dét dér er da en ommer!



______________________________________

Ovenstående er sendt til Dansk Kennel Klub og Den Danske Dyrlægeforening.
 
Man kan ikke tillade sig at have en hund løs, medmindre man har et sikkert indkald, - og man er forpligtet til at vise hensyn til andre, - hundeejere, - hunde såvel som ikke-hundeejere. Vi har alle ret til at opholde os i det offentlige rum uden at vi eller vores hunde skal belemres af fremmede løse hunde, - eller "flex-line-hunde" i en alt for flexibel line.

Thi det står skrevet at …


Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

marts 2013


Forleden gav en af mine kursister mig en ide til et lille skriv.

Hun havde en dejlig border collie-blanding, og hun fortalte mig om sine problemer med hunden. Bl.a. at hun slet ikke kunne styre hunden, såfremt den havde ”låst sig fast” på noget, typisk en form for vildt.

Ellers var hunden en dejlig hund, som ejeren havde arbejdet meget med.

Vi fik så en lille snak om det her med at styre en hund, som ville jage vildt eller løbe op til andre hunde. Min kursist var helt overbevist om, at man ikke kunne styre en hund, når den først havde fået udset sig noget, og et af hendes argumenter var bl.a., at dét havde hun også læst flere steder.

Jeg kom til at tænke over, hvor meget mere vægt tingene får, når man skriver dem ned, frem for når man siger dem. Det er ikke første gang, jeg møder en hundeejer, som har ladet sig overbevise om, at ”det står skrevet”, - og det er med garanti heller ikke sidste gang.

Jeg ved til gengæld heller ikke, hvor mange skriftlige urigtigheder og gængse skrøner jeg i årenes løb er stødt på via fagbøger og senere internettet. Jeg ved heller ikke, hvor mange gange jeg oplever denne papegøjesnak, hvor folk, som laver en hjemmeside bare ukritisk kopierer disse falske forestillinger om, hvad hunde kan og ikke kan, - hvad visse racer kan og ikke kan.

Jeg kan kun minde om, at dét man skriver ikke pr automatik får mere troværdighed og validitet, end dét man siger.

For at blive ved eksemplet, så er det faktisk en meget udbredt myte, at man ikke kan lære en hund ( - ofte fremhæves visse racer ) at høre efter, når den har fået set et stykke vildt eller en anden hund. Men det er altså ikke rigtigt, at man ikke kan lære en bordercollie eller en blanding heraf at stoppe. Hvorfor skulle man ellers have hyrdehunde og jagthunde?

Man har jo ikke hyrdehunde, fordi de skal jagte forvildet rundt efter fårene.

Med visse undtagelser, så har man jo heller ikke jagthunde, for at de skal løbe såten igennem og jage alt vildtet væk på egen hånd.

Tværtimod!

Både hyrdehundene og de fleste jagthunde er avlet med en meget høj grad af samarbejdsvillighed for øje.

Moralen er i al sin korthed; Lad være med at tro blindt på alt det, du læser.

Hvis noget er urigtigt, bliver det ikke mere rigtigt af, at nogen skriver det ned.

Hvis jeg i tidernes morgen havde troet på alt det, som jeg havde læst mig til vedr. hunde og træning af dem, så havde jeg med garanti ikke fået lov til at opleve siberian husky, malamute, bullterrier, grønlandsk slædehund, terrier og gravhunde og mange, mange flere hunde af forskellig mere eller mindre let trænbare karakter blive forvandlet til lydige indkaldssikre hunde.

Så støder man på steder, hvor det står, at man ikke kan lære en hund af en vis race at komme ved kald, så fortæller det nok mere om ”bagmandens” evne, vilje til eller indsigt i at træne hund, end hundenes virkelige kapacitet for indlæring.

Har hunden først fået øje på et stykke vildt, er det en træningssag, om man kan kalde den til sig eller ej.........uanset race.

Uvidenhedens Principper

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
SOR Hundeskole

juni 2012

Som regel forbinder man det med noget positivt, når man snakker om at være principfast, men der er mange trænere og sågar adfærdsbehandlere rundt i det ganske land, som i deres træning og dermed undervisning af nye hundeejere præddiker et princip, som jeg finder direkte uintelligent.


Når vi skal have vores hund til at lære og forstå, hvad vi godt vil have den til på et givent signal / ”kommando”, kan vi lære den dette på to måder.


Den ene måde handler om at lære hunden en given adfærd ved at den undgår noget ubehageligt. Under dette indlæringsprincip påvirker man hunden på en måde, som den finder ubehagelig. Derved lærer den en bestemt adfærd ved at undvige for dette ubehag.


I gamle dage så man hyppigt dette indlæringsprincip. Eksempelvis lærte man hunde at sætte sig på signalet ”sit” ved at påvirke dem ubehageligt. Man pressede dem ned i bagparten, mens man hev let ( eller hårdt ) op i linen. Dette gjorde man med mere eller mindre voldsomhed. Bagefter roste man ved at klappe, ae og/eller sige rosende ord til hunden.


Men den efterfølgende ros ændrer ikke på det faktum, at hunden ikke af sig selv, men pga. hiven, skubben og pressen sætter sig.

Efter et stykke tid på denne måde, sætter hunden sig for at undgå det ubehagelige overgreb.


Nogle tror fejlagtigt, at hunden på denne måde lærer at sætte sig alene for sin ejers skyld. Man bilder sig selv ind, at fordi man ikke bruger eksempelvis godbidder, som af nogle opfattes som ”bestikkesels-midler” til hunden, så er hunden motiveret af at ”please” / behage ejeren.

Hvem har ikke hørt vendingen ”Jeg vil have at den lystrer for min skyld, - ikke pga. en godbid.”


En sådan udtalelse vidner om mangel på viden om, hvorfor hunde gør, som de gør, - og hvad der motiverer dem.


Lad mig slå det fast med syvtommersøm, - hunden gør det under alle omstændigheder aldrig for sin ejers skyld. Den gør det for sin EGEN skyld.


Alt, hvad en hund gør handler om motivation. På den måde er hunde ikke anderledes end mennesker. Alle højerestående pattedyr drives af deres motivationer, - lysten til at opnå eller undgå noget påvirker vores adfærd. Får man succes i denne adfærd, - dvs. opnår man noget godt eller undviger man noget ubehageligt, dannes en errindring, - en indlæring, - eller en begyndende indlæring.

En hund er groft taget lydig, fordi den ser sin fordel i det, - enten for at undgå noget ubehageligt, - eller for at opnå noget behageligt.


Desuden skal en hund gennemgå forskellige faser før man kan kalde den lydig: indlæringsfasen, generaliseringsfasen og vedligeholdelsesfasen.


Man har forsket i, hvordan man bedst indlærer, - generaliserer og ikke mindst vedligeholder en indlært adfærd. Herved er fremkommet viden om psykologiske lovmæssigheder, som er lige så indiskutable som de fysiske love er, eksempelvis tyngdeloven, accelerationsloven osv.


Skal man træne intelligent, levnes der derfor ikke voldsom stor rum til, hvad den enkelte træner / adfærdsbehandler selv ”synes” eller ”tror”. Intelligent træning handler om viden, - ikke synspunkter baseret på, hvad den enkelte kan lide eller ikke lide.


Et gammelt ordsprog siger: ”Det er lysten, som driver værket”.


Når vi snakker om den almindelige lydighed har vi hovedsageligt 3 midler hvorpå vi kan motivere og dermed manipulere med vores hund, så den lære, hvad vi vil have den til.

De 3 midler er:

- vores samvær ( rosende stemmeføring, kæl og klap/berøring og kontakt)
- legetøj / fake byttedyr ( dummy, bolde, trækkereb, pivedyr mm.)
- mad ( godbidder af forskellige slags )

Disse tre ting addresserer 3 behov/motivationer, som hunden har:

socialdriften
bytte/jagtdriften
"sultdriften"

Hvis man af princip kun vil gøre brug af to fremfor tre af disse motivationer, kan man da godt det, men det begrænser stærkt de måder, vi kan lære hunden noget på, og træningen bliver pr. automatik mindre fleksibelt. Det er og bliver imo. ret uintelligent tænkning.

Nogle trænere / adfærdsbehandlere afholde sig fra at bruge godbidder mens andre afholder sig fra at bruge bold eller andet fake byttedyr.


De, der afholder sig fra at bruge godbidder til at indlære med, gør det typisk fordi de er bange for at hunden bliver afhængig af disse godbidder og senere hen ikke vil udføre en given indlært færdighed, hvis ikke man står med en frikadelle i hånden.

Igen, en sådan ”argumentation” vidner kun om manglende viden om de læringsmæssige psykologiske vedligeholdelsesmekanismer.


Andre afholder sig fra at bruge bolde eller andet legetøj i træning og indlæring med argumenter om, at hunden så bliver stresset, - og en stresset hund kan ikke lære noget, - og at stress er ødelæggende for hundens velbefindende.

Og igen må jeg konstatere, at den type argumentation kun fortæller, at vi her har at gøre med en træner / adfærdsbehandler med en begrænset viden om drifter, motivationer og stress-mekanismer.

Skulle man følge den linie af ”argumentation” for ovenstående begrænsninger i sin træning af hunden, så burde man heller ikke belønne sin hund med kæl og rosende ord, for tænk, hvis den blev så afhængig af ejers opmærksomhed, at den ikke kunne være alene hjemme.

Hvis man af PRINCIP er indædt modstander af brugen af godbidder eller bolde i træning af hunden, kan jeg kun sige, at jeg finder det indskrænket og uintelligente.

Jeg har to gode veninder, som er ekstremt dygtige hundeførere og undervisere indenfor hver deres specialfelt af hundearbejde.

Den ene, Martine Lafrenz, har netop i år ( 2012 ) vundet Danmarksmesterskabet for IPO 3 brugshunde indenfor samtlige brugshunderacer. ( http://www.brugshundene.dk )

Den anden, Tanja Thorsen, er en af Danmarks bedste hundeførere indenfor retrievere, med et utal flotte præmieringer i Vinderklassen, hvor hun til stadighed formår at bringe den ene hund frem efter den anden. ( http://www.jagt-retriever.dk/Velkommen )


Begge disse meget succesfulde hundeførere benytter sig af både den ene, anden og tredje motivationsform.

Og man kunne jo spørge sig selv, - hvis Mozart havde fået at vide, at han KUN skulle spille på klaverets hvide tangenter, - mon hans musik så havde været så god?


Brug godbidder, bold, kæl og rosende ord i din træning. Alle motivationsmidler gælder i bestræbelserne på at få den lydige hund.

Forudseendhed en fordel.

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
SOR Hundeskole

5. juni 2012


I går aftes ankom jeg som den første på træningspladsen.
En mandlig hundeejer af en stor ruhåret sort blandingshund var netop gået ind på pladsen med sin hund løs. Ikke en kursist, - bare en af mange, som lige passerer banen på vek i skoven. 

Jeg parkerede bilen og ville lige vente med at slippe mine hunde ud på pladsen, til han havde passeret banen ned til skoven.

Men det var ikke lige ejerens hensigt. Han stoppede op ca. 30 m. fra min bil midt inde på pladsen og begyndte at smide kæp til sin hund.

Fair nok, - men jeg ville jo gerne igang med at sætte bane op til agility, så jeg sad og tænkte lidt, om jeg bare skulle stole på, at manden havde styr på sin løse hund.

Belært af adskellige oplevelser gennem tiden, tænkte jeg, at det skulle jeg ikke løbe an på. Omvendt gad jeg heller ikke blive siddende i bilen og spilde tiden, - so what to do?

Jeg tog den beslutning, at jeg lukke en af mine hunde ud, men først tjekkede jeg, hvilket køn den fremmede hund havde.

Hanhund. OK - jeg tager så den lille gule hun-djævel ud, for hvis den fremmede hund ville komme drønende, og jeg ikke når at stoppe den, er risikoen for, at der sker noget som bekendt mindre, når det er han til tæve, end når det er samme køn.
 
Jeg nåede da lige at lukke den gule fart-djævel ud af bilen, før den sorte ruhårede fik tydelige julelys i øjnene og score-ørerne blev sat.

Hunden, som i det øjeblik stod et stykke fra sin ejer, men således at ejeren var mellem sin hund og mig, blev kaldt på af sin ejer. Den løb skam også hen til ham, ............og forbi!

Allerede på "julelysene" og "score-ørerne" havde jeg aflæst denne hunds hensigter, så jeg havde i mellemtiden lynhurtigt kaldt Hiro ind i bilen igen.

Da den håbefulde scorer-Kaj så, at Hiro forsvandt på denne måde, stoppede han, og man kunne se, hvordan scorer-ørerne langsomt forvandlede sig tilbage til de normale lyttelapper. Fra at "parabolerne" havde været stift rettet mod Hiro, - begyndte de nu at falde og virrer lidt frem og tilbage og ejeren, som havde kaldt på sin hund flere gange, var tydelig lettet, da hans hund stoppede op ca. 5 m. fra ham i retning mod os.
Der stod Scorer-Kaj urørligt, mens den slukøret måtte konstatere, at jeg lige havde ødelagt dens muligheder for en date.

Efter 3-5 kald fik ejeren fat i hunden og gav den skyndsomst en line på.

Good thinking, mister!
 
Jeg råbte lige til manden, at jeg da ikke havde noget imod, at han havde sin hund løs,..... meeeeen han skulle jo have styr på den.

Lettere indigneret, men med en jeg-aner-ikke-hvad-du-snakker-om-attitude, råbte manden venligt tilbage:
 
"Og hvorfor tror du så ikke, at jeg har styr på min hund?".

Man kunne mærke selvtilfredsheden i hans stemme, og i og for sig kunne man jo også plædere, at han jo ikke som sådan var "kommet til kort".
Hunden var ikke stukket af fra ham, - han havde ikke måtte lide det nederlag, den tort og ydmygelse at skulle traske op til mig og min hund, fordi han påståede kontrol kun eksisterede i hans hoved.

Jeg tog mig selv i at besvare hans spørgsmål med et "Fordi jeg helt åbenlyst læser din hund bedre end du gør, - og fordi jeg kan se, at den eneste grund til, at din hund stoppede og lystrede dig, var, at JEG ændrede situationen ved at lukke min hund væk således at DU fik chancen for igen at trænge ind til din hund."

Til gengæld nøjedes jeg med at råbe venligt tilbage : "Fordi du tager din hund i snor, - du kender jo øjensynligt dine begrænsninger".

Det var et argument han øjensynligt lige skulle tænke en del over inden han kunne komme på et spontant modargument, så han tav, - og knap så kæk tog han retræten, mens jeg slap den grå og den gule løse, så de på vanlig vis kunne drøne rundt på plænen, - men UDEN at værdige den anden hund et blik.

Jeg kunne ikke efterfølgende lade være med at tænke på, at eneste grund til, at denne episode ikke havde udviklet sig til noget potentielt ubehageligt, var, at jeg havde haft nok omtanke for både mig selv, mine hunde og den fremmede ejer og hans hund.
 
Hvis jeg havde sluppet mine hunde ud af bilen, mens hans hund havde været fri, og givet mine lov til at drøne ud på pladsen side-by-side, som de så ofte gør, så er det helt sikkert, at denne hund var løbet op til mine. Og hvad var der mon så sket, med 2 store han-hunde og 1 tæve?

Ærgerligt, at man gang på gang på den måde skal tvinges til at "tænke for andre", men måske skal man bare konstatere, at ingen er forpligtet ud over deres evner.

Når man går med to velopdragne hunde, som godt kan lide at lege med hinanden, tildrager det ofte andre hundes opmærksomhed, og jeg skal af og til tænke for andre ejere, som ikke har tilstrækkelig styr på deres egen hund. Slip ikke din hund løs, hvis du ikke kan styre den, - også når der er andre løse hunde til stede!

Balders død.

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
SOR Hundeskole

30. marts 2012


I disse dage raser debatten blandt hundefolket. Baggrunden er den, at gårdejer Johnny Pedersen søndag d. 25. marts (2012) efter flere års chikane af naboens gule labrador, til sidst fuldt lovmæssigt som jæger aflivede hunden ved skud.


Johnny Pedersen fortæller, at han har returneret hunden til familien ikke mindre end 20 gange og 3 gange har han afleveret den til politiet. Lige lidt hjalp det desværre på hundeejernes forståelse for deres nabos gentagne henstillinger, og Johnny Pedersen så sig derfor til sidst nødsaget til, som loven tillader det, i dette tilfælde selv at tage affære. Han forklarer, at årsagen er den, at han frygtede for det dyrevildt og deres snarligt kommende afkom, han havde på sin jord.


Loven foreskriver, at man, såfremt man har jagttegn, må aflive en hund, der gentagne gange trænger ind på sin jord, såfremt man har advaret ejerne af hunden indenfor det sidste år.

Johnny Pedersen havde advaret hundeejerfamilien, Lone Toft og Bjarne Juul Hansen fra Bognæs ved Holbæk både mundtligt og skriftligt via indrykning af annonce i den lokale avis.


Lovlighed

Det kan ikke diskuteres, hvorvidt Johnny Pedersen har handlet juridisk korrekt. Det har han. Han har advaret, som han skulle og har jagttegn. Derfor er han i sin fulde ret til at skyde hunden, som trænger ind på hans jord ½ km. fra sit hjem.


Synd for hunden

Mange finder det at skyde et dyr, og i særdeleshed en hund, som en babarisk gerning. Det gør jeg ikke. Et klart anrettet skud medfører en øjeblikkelig død uden nogen lidelse af nogen art, og når det er en jæger, som er øvet i dette, er skydning en meget blid død.

Mange jægere afliver da også selv deres egne hunde, hvilket jeg finder langt mere fredfyldt for hunden, end hvis den skal slæbes med op til dyrlægen, hvor den muligvis når at blive nervøs og utryg, - hvor den skal stikkes i med nåle af en fremmed person.

Set med en hunds øjne må det nødvendigvis være en langt blidere død at blive skudt på en rolig gåtur end at blive hevet op til dyrlægen.

Hvis man synes anderledes, kan jeg kun se, at man tager mere hensyn til sine egne følelser end til hundens, for klart er det da mere "spiseligt" at se sin hund sove ind efter forudgående indsprøjtninger, som efterlader hunden "fin og hel", end at skulle se sin hund med blod efter et skudhul.


Synd for vildtet

Årligt bliver et utal antal vildt skambidt, - ofte med en langsom, pinefuld død eller voldsomme pinsler til følge. Vores vilde dyreliv bliver stresset af omstrejfende eller ikke-indkaldssikre løse hunde.

Desværre begrænser mange hundeejeres dyrevenlighed og omsorg for samme sig kun til deres egen hund. Forståelsen og sympatien for det vilde dyreliv koges ofte ned til et par krododilletårer, når man med børnene sidder og ser Walt Disneys "Bambi", hvor de onde, onde jægere er Bambi´s altoverskyggende fjender.

Hvad er det for en logik der foreskriver, at det ene dyr ( hunden) er fredet i klasse A, mens det andet dyr ( rådyrkid, harerkillinger mm.) ingen forståelse skal høste?


Den gode familiehund

Menneskeliggørelsen af hunde er enorm når det kommer til hundens jagtinstinkt. Mange hundeejere kan på ingen måde forestille sig, at deres firbende rovdyr nogensinde kunne finde på at sætte efter et stykke vildt endsige sætte tænderne i det.

Folk sætter nemlig lighedstegn mellem, hvordan hunden opfører sig overfor på den ene side børn (og voksne) og på den anden side vilde dyr i naturen.

Ikke sjældent hører man argumenter, så som "min hund er den venligste af alle. Den kunne aldrig finde på at krumme et hår på hovedet af et barn, så jeg kan ikke forestille mig, at den vil nogen eller noget ondt".

Og problemet er, at INGEN hunde er "onde". Når hunde jager og nedlægger vildt, er de ikke "gale" eller "aggressive" på vildtet lige så lidt, som de er "gale" eller "aggressive" på den bold, de så flittigt forfølger under leg i haven.

Og omvendt kan man heller aldrig drage den konklusion, at fordi en hund kunne finde på at nedlægge et stykke vildt eller løbe efter og jage en solsort, så er den også farlig for børn og voksne.


Hunden har fået status som et familiemedlem. Det er der for så vidt heller intet forgjort i. Selv skatter jeg mine hundes ve og vel utroligt højt, og selvom jeg udemærket godt ved, at mange ikke bryder sig om det, så sover mine hunde mine hunde nu også i både møbler og senge.

Men netop også derfor er det for mig komplet uforståeligt, at man ikke evner at holde en hund inde på egen matrikel.

Hvis hunden sidestilles med et barn eller andet familiemedlem, kunne man da med rette spørge, om man så ville lade sit 4-årige barn vandre rundt ude på vejen uden opsyn den ene gang efter den anden uden at gøre noget effektivt for at forhindre det? Jeg ville i hvert fald nødig være barn et sådan sted.


Ansvar

Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at Johnny Pedersen efterfølgende har set sig nødsaget til at gå under jorden pga. trusler på livet, mens Lone Toft og Bjarne Juul Hansen tilsyneladende har lokalsamfundets sympati.

Ligeledes finder jeg det stærkt tankevækkende, at Lone Toft og Bjarne Juul Hansen fremstiller sig selv som ofre.

Hvor er ansvarsfølelsen henne? Hvor er forståelsen for kronologien i denne her historie henne? Dvs. FØRST overskrider nogle hundeejere loven et UTAL af gange, DERNÆST kommer der en konsekvens. Man føler sig jo nærmest hensat til en børnehave.

Hvad er det for hundejere, som hele 20 gange oplever, at naboen kommer og afleverer deres strejfende hund?

Hvad er det for hundeejere, der ikke bare én eller to gange får rettet henvendelse fra politiet vedr. deres løsgående hund og stadig ikke kan finde ud af at efterkomme loven, men ender op med indblanding af politiet hele 3 gange!


Jeg gad godt vide, hvad Lene Toft og Bjarne Juul Hansen ville have fortalt deres børn om ansvar, såfremt deres labrador Balder havde fundet dens endeligt under en bil fremfor en jægers gevær?

Nu kan man i det mindste glæde sig ved, at der ikke sidder en traumatiseret billist tilbage, som evt. i værste fald har undgået at køre galt for at undgå at brage ind i en hund midt på vejen.



Ændring af lovgivningen

På baggrund af denne her Balder-sag, er der nu rejst debat om, hvorvidt loven skal ændres. Jeg synes, at sagens forløb tydeligt giver svaret. For når problematikken ikke afhjælpes med hele 3 involveringer af politiet, hvorfor tror man så, at en 4. eller 5. gang ville gøre udslaget? I kampen mod sådanne ansvarsløse hundeejere, der tilsyneladende ikke opfatter alvoren i politiets 3 henvendelser, kan en lempelse af den nuværende lovgivning kun betyde større problemer for samtlige af de, - dyr som mennesker, der uheldigvis måtte være nabo til dem.

Desuden mener jeg, at vores dyrebare skattekroner ikke skal have endnu en unødig forøgelse af udgiftsposten "udredning af problematikker vedr. uansvarlige hundeejere". Der er tusinde andre ting, som jeg heller ville bruge borgernes skattekroner på end at procedere for forsmåede uansvarlige hundeejere i en klokkeklar sag.

Der findes desværre så ansvarsløse hundeejere, at det er på sin plads at lade denne lovgivning eksistere.

Hos de fleste hunde ligger jagtinteressen lige under skindet, og der skal som regel megen systematisk træning til at kunne styre en høj jagtdrift....eller et solidt hegn!

Intet at skulle have sagt...

Af Adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


SOR Hundeskole


3. april 2011



>> Så jeg har altså ikke noget at skulle have sagt her<<, konstaterede jeg og kiggede på manden med hunden.

Han stod og ventede på sin bedre halvdel i køen indtil iskiosken. Køen var meget lang, - og det var hans flexline til hunden også, hvilket hunden ikke syntes at have i noget imod.
 
Ingen kunne passere hunden selv på et forholdsvist bredt fortorv inde i byen, hvor episoden fandt sted, uden at hunden havde mulighed for at løbe hen til dem.

>>Øhhhhhh<<, udbrød manden, tydeligt forvirret over min bemærkning.

Jeg var kommet gående med min hund i kort snor på fortovet. Pludselig kommer denne lille hund løbende imod os. Jeg stopper op og kigger på den, - dernæst på ejeren, som står ca. 8 meter længere bagude. Ingen øjenkontakt. Han står bare og smiler, mens han kigger på sin hund, - tydeligt underholdt.

Jeg står stille et stykke tid, men manden kigger ikke op på mig.

Så bevæger jeg og min hund os tydeligt til venstre for at slå en bue uden om hunden og for at undgå et direkte møde.

Selvfølgelig forgæves, for flexline-hunden svinger med ud til venstre og brager ind i min hund.

Så er det jeg udbryder ovenstående og fortsætter i et ganske roligt stemmeleje:

>> Ja, du synes åbenbart ikke, at jeg som ejer af denne her hund har noget at skulle have sagt i forholdet til, at de to hunde skal mødes ? <<

Manden var nu tydeligt ved at blive lettere indigneret og begyndte at hale sine flexline-hund ind på den der meget karakterisiske facon, som mest af alt minder om en slags fluefiskeri....hiv-ohøj - rul-rul-rul hiv-ohøj - rul-rul-rul.

>> Ja, du må da MEGET undskylde, hvis jeg så fik ødelagt hele din lørdag<<, udbrød han tøsemopset.

>> Nææææ, det har du bestemt ikke, men synes du ikke, at det er meget normalt og almindelig høflighed, at man lige spørger den anden hundeejer, før man lader sine hunde mødes ? <<, spurgte jeg og kiggede ham høfligt i øjnene.

Så mistede han mælet og kiggede væk, og jeg lod det ligge og vendte om for at gå.

>> Tak for irettesættelse<<, sagde han så lige idet jeg havde taget det første trin væk,  hvorpå jeg vendte mig om igen:

>> Jamen, selvtak. Skulle det være en anden gang......, men det håber jeg ikke, for så betyder det jo bare, at du slet ikke har forstået, at man bør tage hensyn til hinanden og hinandens hunde.<<

Og så blev der ellers linet op bag i køen af iskøbende mennesker på den varme aprildag. Min veninde stod troligt i kø, mens jeg kunne bruge ventetiden på at sidde på de dertil fremsatte taburetter og træne lidt "ignorer omverden" med min lille gule hund.


Ved ethvert hundemøde bør ejere af begge hunde være enige om mødet. Man bør som en ansvarlig høflig hundeejer altid spørge, om det er i orden, at hundene hilser på hinanden.

  Kondiløbere kontra hundeejere
 - problem eller udfordring?


Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

21. september 2010



Jævnligt læser jeg om, hvor galt det tit går i mødet mellem motionsløbere og hundeejeres hunde. Sidst var det gennem et læserbrev ”Forstå hunde” i Dansk Kennel Klubs månedsmagasin ”Hunden” ( nr. 7/8, august / 120. årgang, 2010).

Hunde, som forfølger kondiløbere, ”fordi det er deres instinkt” og kondiløbere, som kommer ”brasende i fuld firspring” og som ”ikke vil drømme om at vise noget som helst hensyn”, er det velkendte tema i dette læserbrev.


Dette læserbrev handler som så mange andre ikke om, hvordan man får styring og kontrol over sin hund i svære, men meget dagligdags situationer. Derimod handler det om, hvordan andre skal lære at forstå, at man skal vise særlige hensyn til hundeejere og deres hunde, fordi det tilsyneladende er en uoverstigelig opgave at lære hunden ikke at sætte efter en kondiløber, som passerer forbi.


Og dette kan man tilsyneladende ikke ifølge læserbrevskriveren, fordi dét at forfølge og forsøge at fange noget/nogen, som bevæger sig, er et instinkt hos hunden.


Læserbrevskriveren opfordrer derimod til, at man alle steder som en slags oplysning til borgerne i samfundet gør opmærksom på, at kondiløbere kan ( skal / bør?) gøre én af to ting ved mødet med en hundeejer og dennes hund.


Enten kan løberen slå over i gang, når denne ser en hundejer med hund, - eller også kan man som kondiløber give lyd ( evt. med en fløjte ), så snart man øjner mennesket med hunden.


Desuden foreslår brevskriveren, at der skal forefindes brochurer og plakater ”alle tænkelige og utænkelige steder” såvel som at alle deltagere på DKK´s kurser skal undervises i hundens reaktion i forhold til løbere.


Et gammelt udtryk siger: ” Den, som tier, samtykker”


Om læserbrevskriverens holdning er identisk med DKK´s på dette punkt, skal jeg lade være usagt, men tanken er da nærliggende netop pga. den manglende kommentar fra DKK. Jeg forstår ikke, hvorfor man i DKK overhovedet ikke finder det vigtigt at kommentere dette læserbrev.


Jeg må indrømme, at jeg finder tankegangen, som udtrykkes i læserbrevet, i diametral modsætning til min egen. I min verden er hensynet til andre mennesker og andre hunde af meget stor vigtighed. Jeg kunne ikke drømme om at forlange endsige forvente, at tilfældige mennesker på gaden/ i skoven skulle indrette sig efter mig og mit hundehold.


Som hundeejer anser jeg det som min pligt at socialisere, opdrage og træne mine hunde i en grad, så de ikke er til gene for andre mennesker og dyr.


At være en ansvarlig hundeejer handler for mig bl.a. om at det er mig, som skal forstå min hund, - ikke alle mulige andre. Jeg mener ganske simpelthen ikke, at fremmede mennesker skal kunne forstå min hunds adfærd og agere derefter, for at jeg og min hund skal få en god oplevelse, når vi er i skoven eller i byen. Jeg, - og jeg alene har ansvaret.


Hvis jeg vælger at tage min hund ud i offenligheden, så er det mit ansvar, - og mit alene, at min hund ikke løber efter, gøer af og hopper op ad andre mennesker såvel som hen til fremmede hunde. Jeg anser det nemlig som en ”menneskeret” ( og en ”hunderet”), at man kan få lov til at færdes i fred i offentligheden uden at få en fremmed hund i hælene.


At være en ansvarlig hundeejer handler i høj grad også om, at man er forudseende. Hvis man ved , at man har en hund, som reagerer på forbipasserende kondiløbere, så har man i mine øjne pligt til konstant at gå og orientere sig om, hvad der nærmer sig en. Min klare erfaring er, at det er hundeejere, som ”går i deres egen verden” og ikke holder ordentligt øje med omgivelserne, der gang på gang føler, at kondiløbere kommer bag på dem.


Mht. hvorvidt det er muligt at træne sin hund til at lade være med at forfølge ting ( biler, cyklister, klapvogne osv.) og mennesker, som læserbrevskriveren tilsyneladende stiller sig meget tvivlende overfor, idet han henviser til, at forfølgelsesadfærd er en instinktiv jagtadfærd, så kan jeg kun svare med et klart og rungende ”JA”, - selvfølgelig er det absolut muligt OG overkommeligt at træne sin hund til ikke at forfølge kondiløbere mm.


Men træning og socialisering kræver som bekendt en vis grad af engagement og konsekvens. Jeg har en simpel regel, som jeg praktiserer i forholdet til mine hunde og de kursister, jeg underviser. Helt fra hunden er helt lille hvalp, kræver jeg, at den ikke opsøger fremmede mennesker og andre hunde før der er blevet sagt ”Værsgo – hilse”.


Andre steder lærer hundene det diametral modsatte, - nemlig at den ”rigtige træning” ikke kan gå i gang før alle hunde har været henne og ”sagt dav” til hinanden.


At hunde har en instinktiv adfærd betyder ikke, at man ikke kan bremse dem i denne adfærd, når ”nøglestimulansen”, dvs. dén påvirkning, som udløser adfærden, opstår. Denne træning kaldes også impulstræning/impulskontrol, - eller med et lidt mere gammeldags udtryk for tænd/sluk-mekanismen/knappen.


Læserbrevskriveren skriver at....”Hunden løber efter løberen, fordi det er dens instinkt. Det ser man lige fra de render rundt som hvalpe, hvor de render efter hinanden og forsøger at fange hinanden i leg for at træne deres jagtinstinkter og evner. Det er jo det man bruger og træner videre i, når en hund f.eks. skal opøves til politihund, hvor den skal forfølge en person, som flygter.”


Hvad, der åbenbart er gået brevskriveren lige hen over hovedet, er, at det er lige så vigtigt, at politimanden kan kontrollere denne adfærd. Ligeledes skal jægeren kunne kontrollere sin jagthund, så den ikke farer og flyver såten igennem for sig selv og derved letter al vildtet, længe inden jægeren kan komme på skudhold. På jagterne skal hundene sidde pænt ved siden af deres ejer, mens nabohunden evt. får lov til at drøne forbi og ud for at hente en nedskudt and.


Hvis det var umuligt at styre sin hunds adfærd på dette punkt, var der ganske simpelthen ikke nogen grund til at bruge hunde i de sammenhænge, vi ofte gør det. Det er et spørgsmål om indstilling og træning. Så stil dig selv spørgsmålet; Er det dig eller mig, som er ansvarlig for DIN hund?


Her trænes hunden i at sidde stille under provokation. Først når den får et givent signal, må den løbe frem og tage dummien. Ingen tvivl om, at denne hund er STÆRKT fokuseret på sit "bytte" og har en stor instinktiv lyst til at forfølge den slæbende dummy, men den behersker sig, fordi den er veltrænet.

Her har hunden så fået lov til at snuppe dummien.

8. maj 2009

 

Var der nogen, som sagde ”Molbo-agtigt”?


af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

 


Bølgerne går højt i diskussionen og kampen for et mere trygt hunde-Danmark. Løse muskelhunde der terroriserer lokalsamfund og bringer angst og skræk med sig er en kendsgerning.

Politikerne debatterer frem og tilbage – forbud, påbud, regler og restriktioner.

En løsning skal der findes.

 

Men hvorfor er vi endt i denne situation, - hvem har ansvaret? Hvem deler ansvaret?

 

Ingen tvivl skal herske om, at jeg mener, at hver en hundeejer er ansvarlig for sin hund. Og længere er dén ikke.......eller er den?

 

Jeg mener, at der er mange andre, som bærer et medansvar. Alle de instruktører i f.eks. DKK og andre store foreninger, alle de såkaldte veluddannede adfærdsbehandlere, som lærer nye hundeejere, at slippe deres hunde løse, er medansvarlige!

   

For mange mennesker er det et mål for deres hunds lydighed, at den lærer at komme sikkert ved kald. Og når specielt første-gangs-hundeejere henvender sig til diverse foreninger eller private professionelle adfærdsbehandlere, forventer man, at instruktørerne ved, hvad de taler om.

 

I Danmark er det ifølge hundeloven forbudt at slippe en hund løs medmindre den er i følgeskab med en person, som har fuld kontrol over den.

 

Alligevel er det kutyme både for instruktørerne i Danmarks største og mest indflydelsesrige hundeforening Dansk Kennel Klub (DKK) og andre foreninger samt for langt de fleste adfærdsbehandlere at opfordre hundeejerne til at slippe deres endnu ikke indkalds-sikre hunde løse!

 

Man opfordre hundeejerne til at gøre dette hjemme, dvs. i dit og mit lokalsamfund, og så fortæller man ellers ejerne, at de skal prøve at være så interessante for hunden, at den kommer, når der kaldes. Det lykkes som regel.....så længe hundene er helt unge og ikke tør forlade deres ejere eller så længe omgivelserne ikke byder på noget mere interessant.

 

Dette er simpelthen måden, hvorpå man underviser hundeejerne.

   

Men de fleste af os oplever jo, at rundt regnet 8 ud af 10 mennesker ikke kan kalde deres løse hunde til sig, når omgivelserne byder på fremmede hunde, joggere, fugle, legende børn, cyklister osv. osv.

Så hvorfor blive ved med at prædike og udbrede en metode, som gør det usikkert at færdes for andre mennesker, andre hunde og naturens dyr?

 

Et andet problem er de såkaldte ”Hvalpe-motivations-kurser”, som også er udbredte indenfor Dansk Kennel Klub samt hos diverse adfærdsbehandlere m.fl.  

 

Her består ”undervisningen” mestendels af leg hund og hund imellem. Noget de fleste hunde finder særdeles underholdende, - hvis de da ikke lige overtromles og jages af stærkere individer, og på den måde får grundlagt et dårligt forhold til andre hunde. Og ligeledes er denne leg noget, som de fleste hundeejere elsker at se på og tilbyde deres hvalpe.

 

Så med de to former for påvirkning lagt sammen, er det langt fra ualmindeligt, at man efter bare få måneders påvirkning på denne måde ender op med en hund, som er HELT VILD VED SYNET AF ANDRE HUND ( - lært ved hvalpemotivationen) OG en hund, som HAR MULIGHED FOR AT LØBE FRA EJEREN.

 

Og selvfølgelig vil denne metode også være den, som muskel-/kamphunde-ejere går til træning og modtager.

 

HVIS jeg skulle lægge mit hoved i blød for at finde på én af de nemmeste måder at få en ulydig, ikke-lydhør hund, som jeg mangler kontakt med, så snart der er en anden hund i nærheden, tjaaaa – så ville denne her være et overordentligt glimrende bud.

 

God fornøjelsen med ”træningen”, og husk at øv dig på følgende sætning, når din hund løber op i hovedet på en anden hund: ”Den gør ikke noget, - den vil bare lege.......eller.......”

 

Biggie, en dejlig amstaff, og hans familie er bare én af mange ofre for en uhensigtsmæssig indgangsvinkel til hundetræning, som praktiseres i bl.a Dansk Kennel Klub, hos professionelle adfærdsbehandlere og mange andre. Læs ejernes selvskrevne historie, "Biggie, - en powerfuld amstaff" på www.hundeskole.dk

21. April 2009

Fy, fy - skamme, skamme, øv,øv-grimme,grimme, nix-nix-ah-ah, slut-forbudt!

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen



I april-udgaven 2009 af "Hunden" kan man finde et læserbrev med titlen "Behold godbidderne til jeres egne hunde".

Jeg er ganske enig i, at folk ikke skal gå og give andre menneskers hunde godbidder uden først at have fået lov af hundeejeren. Der kan være mange grunde til det, - allergi f.eks., og det er derfor bestemt ikke særligt betænkeligt at give godbidder til fremmede hunde uden at spørge ejeren først.

Dét, jeg studser over i læserbrevet, er, at der skrives......"Desværre har jeg alt for mange gange været vidne til, at min hund som nu er 10 måneder, løber hen til andre hundeejere, springer op med forpoterne på vedkommende, som derefter giver hende en godbid. ............"

Til historien hører også, at disse episoder finder sted i en offentlig park, - ikke under tilrettelagte træningssituationer, hvor man selvklart bør kunne forvente samarbejde fra sine med-kursister under ledelse af en instruktør.

Så kære læserbrev-skriver.....hvorfor overlader du på denne måde opdragelsen af din hund til andre tilfældige menneskers forgodtbefindende, kunne jeg fristes til at skrive.

Jeg mener, at når man på den måde bare slipper sin hund i en park, og man åbenbart ikke kan kalde den til sig, men gang på gang efter eget udsagn "er vidne til", at andre mennesker påvirker hunden i en uhensigtsmæssig retning ved at forstærke en i ejerens øjne uhensigtsmæssig adfærd ved at give godbidder, så er man sgi selv uden om det.

Nej - igen - det er ikke ok at give andre fremmede hunde godbidder uden tilladelse fra ejeren, - men det er sgi da sågu heller ikke i orden at lade sin hund drøne over til og op af andre mennesker.

Læserbrevskriveren bedyrer, at hunden fra "dag 1" ene og alene er blevet trænet - og endog trænet meget - med positiv forstærkning som træningsmetode, dvs. en metode, som udelukkende består af at belønne den ønskede adfærd og ignorere den uønskede adfærd.

Men brevskriveren har åbenbart glemt at forstærke sin hund i at blive ved hende, - eller komme ved kald.......eller også virker en metode som udelukkende består af positiv forstærkning bare ikke på en løs hund, som får muligheden for at gøre præcist, hvad den selv vil...........

Noget er der da gået galt.

Hvad jeg heller ikke undlader at notere mig, er, at dette læserbrev er det eneste, som man fra DKK´s side undlader at kommentere.

Jeg synes da,  det havde været på sin plads, at man fra DKK´s side lige mindede damen om, at det altså for det første er en uskik at lade sin hund løbe hen til OG springe op ad fremmede mennesker. Det burde et godt indkald eller et godt indlært "nej" kunne forhindre. Og for det andet er det rent faktisk direkte ulovligt at slippe sin hund løs, når man ikke har ordentlig kontrol over den.

Men måske er det ikke en politik, man ønsker at give udtryk for i DKK?

Ved brugen af lange liner - som ER opfundet *s*- kan man lære sin hund ordentlige manerer på en 100 % sikker facon.

19. Marts 2009.


Lad mig se dig gå frem-tilbage, fra side til side.......

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen




I martsudgaven af DKKs månedsmagasin ”Hunden”  har Irene Jarnvad en artikel om belønning. 


Bolden må dog tilsyneladende kun "leveres" i hundens mund.
Jeg kan da, som jeg altid siger til mine kursister, ikke forestille mig den hare/kanin/fugl, som frivilligt hopper ind i munden på et rovdyr!


Og så må hive-legen mellem hund og mennesker KUN ske fra side til side.
Årsagen til, at legen KUN må ske fra side til side og ikke frem og tilbage er øjensynligt, at side-til-side-hiven = samarbejde og frem-og-tilbage-hiven = modarbejde.

Hvem HAR dog bestemt sig til det???


For få år siden var det HELT udelukket, at man overhovedet måtte lege med bold iflg. flere adfærdsprofessionelle, - hive i reb osv.
Man henviste til, at hunden blev aggressiv af dette.

Heldigvis fandt man så på, at ulvene jo, når de nedlægger et byttedyr, bider sig fast dér, hvor de kan komme til, og så hiver og flå de i hver sin retning, så på den måde fandt man så et argument for, at trække-lege ikke var modarbejdning af hinanden men snarere samarbejde om at få dyret nedlagt.
Og man fandt argumentet for, at trækkelege ikke førte til aggression. Det havde man jo gang på gang oplevet, at det IKKE gjorde, så man kan jo sige, at det var en "omvendt" bevisførelse.

På samme måde fandt forskere jo ud af engang, at humlebier ikke kan flyve. Man havde vist bare glemt at fortælle dét til humlebierne.

Så jeg venter med spænding på endnu en "skrivebords-forklaring" på, hvorfor side-til-side-trækkeri er sååååååååååååå fantastisk meget i samarbejdets ånd, mens frem og tilbage-trækket åbenbart er sååååååååå modarbejdende, for det er der altså også lige nogen, som har glemt at fortælle de hunde, som jeg har.


HVIS man endelig skulle begynde at teoretisere omkring trækkelege, så kan man jo helt generelt sige, at trækkeri fra side til side er jo bare ikke noget, som har en entydig betydning. Det optræder både, når et byttedyr skal have knækket nakken, - under kamp mellem to artsfæller, hvor man vil skade hinanden mest muligt, - OG under leg, dvs. under sociale forhold.

Så igen hvis vi endelig skal sige noget om forskellene mellem side-til-side-hiven kontra frem-og-tilbage-hiven, så er side-til-side-hiven mere "kamp-agtig" og skadende ( jvf. måden hvorpå et mindre byttedyr dræbes, - og måden der ruskes på under virkelig kamp) og dermed mindre befordrende for "samarbejdet" end frem-og-tilbage-hiven.

Så hvorfor Irene Jarnved kommer til den konklusion, at side-til-side-hiven er godt for samarbejdet, mens frem-og-tilbage-hiven tilsyneladende ikke er det, kan kun undre mig.

 

"Listen very carefully, - I shall say this only once! KUN fra side til side.....ikke frem og tilbage, hvis I to stadig skal være venner. Forstået!