HUNDE-PSYKOLOGEN.DK

Hundeleg, – den bedste sociale lim

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen, SOR Hundeskoles

27. juni 2016

Hundeleg er for mig den vigtigste og bedste sociale lim mellem hund og ejer. Ét af mine mange mottoer er ”Den, som hunden leger med, er dén, som hunden vil være sammen med”.

De fleste tænker nok på leg hund og hund imellem, når man siger ”hundeleg”, men det er slet ikke det, jeg her tænker på. Netop i erkendelse af mit eget motto, så er leg hund og hund imellem ikke dét, jeg fokuserer på, når jeg skal træne og opdrage en hund. 

Hvis man vil træne og opdrage sin hund på en så positiv måde som muligt, kan det ikke understreges nok, hvor utroligt vigtigt det er, at hunden anser sin ejer som sin bedste legekammerat.

Men desværre bliver hundeejere meget ofte advaret mod at lege med deres hunde, - oven i købet af såkaldte uddannede og/eller professionelle hundekyndige, trænere såvel som adfærdsbehandlere.

Hvem har ikke hørt eller læst artikler med budskaber som:

- ”Du må ikke lege med bold med din hund” ( - med en efterfølgende konkluderende sætning, som lyder ” - for så bliver den stresset” ), eller ….

- ”Du må ikke lege voldsomme lege med din hund” ( - igen med en efterfølgende konkluderende sætning som lyder ” - for så bliver lærer den at slås” ) samt andre meget løftede pegefingre.

Disse advarsler er generelt meget unuancerede, - nogle gange til en grad, hvor det virker direkte uintelligent.

Ja, - der KAN opstå problemer, hvis man hovedløst eksempelvis kaster bold med sin hund, - og ja, - der KAN opstå problemer, hvis man ensidigt leger ekstremt voldsomt med sin hund, - MEN……..tingene er ikke sort/hvide, som visse firkantede råd ofte ender op med at blive.

Den slags rådgivning svarer til, at man advarer mod at give hunden godbidder som belønning under træning, fordi man ser alt for mange tykke hunde. Det er håbløst snæversynet at se sådan på det.

Jeg giver mine hunde masser af godbidder, når jeg træner med dem. Jeg leger med dem, - jeg kaster bold til dem, - jeg laver trækkelege med dem, - jeg leger voldsomt med dem osv. osv. Men jeg har stadig lydige, veltilpassede og harmoniske hunde, for hemmeligheden er netop at vide noget om, hvordan man opbygger et rigtigt godt og stærkt bånd til sin hund. Det gør man ikke ved at se verdenen sort/hvid, men ved at dykke ned i nuancerne og forsøge at forstå dem.

Legen mellem hund og ejer er basis for opbygningen af det tætte bånd mellem dem. Denne hund/ejer-leg er én af grundstenene i Pack Bonding.

Men man skal selvfølgelig vide, hvordan man skal lege, - hvornår, - under hvilke omstændigheder, - hvor længe, - hvor intenst. Der findes leg med og uden objekt. Såvel korporlig leg som leg med objekt ( bold, trækkereb, pivedyr etc ) har så mange variationsmuligheder, så det næsten synes uendeligt.

Psykologien i legen er fordybelse værd. I skolen har man opereret med begrebet ”leg & læring”, men i ”hundeverdenen” er Leg & Læring en lige så vigtig del som hos mennesker.

Under legen kan vi lære hunden en masse. Både om den simple glæde ved at være sammen, men også noget om sociale regler samt helt konkrete færdigheder så som sit, dæk, stå, kom, bliv etc.

Spørg dig selv, - hvem leger din hund bedst og mest med? Er det dig, som er din hunds bedste legekammerat, - eller er det alle de andre hunde i hundeskoven/hundeparken.

Oplever du, at din hund vælger dig fra, - at du ingen kontakt har med den i visse situationer, - at den ikke kommer ved kald, når …………. ?

Så er det nok på tide, at du lærer noget om legens vigtighed.

Jeg underviser på heldagskurser i ”Leg & Læring”, og er man med i SOR Hundeskoles face book gruppe, hvor alle er velkomne, kan man også opfordre til afholdelse af diverse kurser & workshops.

Thi det står skrevet at …

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

marts 2013

Forleden gav en af mine kursister mig en ide til et lille skriv.

Hun havde en dejlig border collie-blanding, og hun fortalte mig om sine problemer med hunden. Bl.a. at hun slet ikke kunne styre hunden, såfremt den havde ”låst sig fast” på noget, typisk en form for vildt.

Ellers var hunden en dejlig hund, som ejeren havde arbejdet meget med.

Vi fik så en lille snak om det her med at styre en hund, som ville jage vildt eller løbe op til andre hunde. Min kursist var helt overbevist om, at man ikke kunne styre en hund, når den først havde fået udset sig noget, og et af hendes argumenter var bl.a., at dét havde hun også læst flere steder.

Jeg kom til at tænke over, hvor meget mere vægt tingene får, når man skriver dem ned, frem for når man siger dem. Det er ikke første gang, jeg møder en hundeejer, som har ladet sig overbevise om, at ”det står skrevet”, - og det er med garanti heller ikke sidste gang.

Jeg ved til gengæld heller ikke, hvor mange skriftlige urigtigheder og gængse skrøner jeg i årenes løb er stødt på via fagbøger og senere internettet. Jeg ved heller ikke, hvor mange gange jeg oplever denne papegøjesnak, hvor folk, som laver en hjemmeside bare ukritisk kopierer disse falske forestillinger om, hvad hunde kan og ikke kan, - hvad visse racer kan og ikke kan.

Jeg kan kun minde om, at dét man skriver ikke pr automatik får mere troværdighed og validitet, end dét man siger.

For at blive ved eksemplet, så er det faktisk en meget udbredt myte, at man ikke kan lære en hund ( - ofte fremhæves visse racer ) at høre efter, når den har fået set et stykke vildt eller en anden hund. Men det er altså ikke rigtigt, at man ikke kan lære en bordercollie eller en blanding heraf at stoppe. Hvorfor skulle man ellers have hyrdehunde og jagthunde?

Man har jo ikke hyrdehunde, fordi de skal jagte forvildet rundt efter fårene.

Med visse undtagelser, så har man jo heller ikke jagthunde, for at de skal løbe såten igennem og jage alt vildtet væk på egen hånd.

Tværtimod!

Både hyrdehundene og de fleste jagthunde er avlet med en meget høj grad af samarbejdsvillighed for øje.

Moralen er i al sin korthed; Lad være med at tro blindt på alt det, du læser.

Hvis noget er urigtigt, bliver det ikke mere rigtigt af, at nogen skriver det ned.

Hvis jeg i tidernes morgen havde troet på alt det, som jeg havde læst mig til vedr. hunde og træning af dem, så havde jeg med garanti ikke fået lov til at opleve siberian husky, malamute, bullterrier, grønlandsk slædehund, terrier og gravhunde og mange, mange flere hunde af forskellig mere eller mindre let trænbare karakter blive forvandlet til lydige indkaldssikre hunde.

Så støder man på steder, hvor det står, at man ikke kan lære en hund af en vis race at komme ved kald, så fortæller det nok mere om ”bagmandens” evne, vilje til eller indsigt i at træne hund, end hundenes virkelige kapacitet for indlæring.

Uvidenhedens Principper

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
SOR Hundeskole

juni 2012

Som regel forbinder man det med noget positivt, når man snakker om at være principfast, men der er mange trænere og sågar adfærdsbehandlere rundt i det ganske land, som i deres træning og dermed undervisning af nye hundeejere præddiker et princip, som jeg finder direkte uintelligent.

Når vi skal have vores hund til at lære og forstå, hvad vi godt vil have den til på et givent signal / ”kommando”, kan vi lære den dette på to måder.

Den ene måde handler om at lære hunden en given adfærd ved at den undgår noget ubehageligt. Under dette indlæringsprincip påvirker man hunden på en måde, som den finder ubehagelig. Derved lærer den en bestemt adfærd ved at undvige for dette ubehag.

I gamle dage så man hyppigt dette indlæringsprincip. Eksempelvis lærte man hunde at sætte sig på signalet ”sit” ved at påvirke dem ubehageligt. Man pressede dem ned i bagparten, mens man hev let ( eller hårdt ) op i linen. Dette gjorde man med mere eller mindre voldsomhed. Bagefter roste man ved at klappe, ae og/eller sige rosende ord til hunden.

Men den efterfølgende ros ændrer ikke på det faktum, at hunden ikke af sig selv, men pga. hiven, skubben og pressen sætter sig.

Efter et stykke tid på denne måde, sætter hunden sig for at undgå det ubehagelige overgreb.

Nogle tror fejlagtigt, at hunden på denne måde lærer at sætte sig alene for sin ejers skyld. Man bilder sig selv ind, at fordi man ikke bruger eksempelvis godbidder, som af nogle opfattes som ”bestikkesels-midler” til hunden, så er hunden motiveret af at ”please” / behage ejeren.

Hvem har ikke hørt vendingen ”Jeg vil have at den lystrer for min skyld, - ikke pga. en godbid.”

En sådan udtalelse vidner om mangel på viden om, hvorfor hunde gør, som de gør, - og hvad der motiverer dem.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm, - hunden gør det under alle omstændigheder aldrig for sin ejers skyld. Den gør det for sin EGEN skyld.

Alt, hvad en hund gør handler om motivation. På den måde er hunde ikke anderledes end mennesker. Alle højerestående pattedyr drives af deres motivationer, - lysten til at opnå eller undgå noget påvirker vores adfærd. Får man succes i denne adfærd, - dvs. opnår man noget godt eller undviger man noget ubehageligt, dannes en errindring, - en indlæring, - eller en begyndende indlæring.

En hund er groft taget lydig, fordi den ser sin fordel i det, - enten for at undgå noget ubehageligt, - eller for at opnå noget behageligt.

Desuden skal en hund gennemgå forskellige faser før man kan kalde den lydig: indlæringsfasen, generaliseringsfasen og vedligeholdelsesfasen.

Man har forsket i, hvordan man bedst indlærer, - generaliserer og ikke mindst vedligeholder en indlært adfærd. Herved er fremkommet viden om psykologiske lovmæssigheder, som er lige så indiskutable som de fysiske love er, eksempelvis tyngdeloven, accelerationsloven osv.

Skal man træne intelligent, levnes der derfor ikke voldsom stor rum til, hvad den enkelte træner / adfærdsbehandler selv ”synes” eller ”tror”. Intelligent træning handler om viden, - ikke synspunkter baseret på, hvad den enkelte kan lide eller ikke lide.

Et gammelt ordsprog siger: ”Det er lysten, som driver værket”.

Når vi snakker om den almindelige lydighed har vi hovedsageligt 3 midler hvorpå vi kan motivere og dermed manipulere med vores hund, så den lære, hvad vi vil have den til.

De 3 midler er:

- vores samvær ( rosende stemmeføring, kæl og klap/berøring og kontakt)
- legetøj / fake byttedyr ( dummy, bolde, trækkereb, pivedyr mm.)
- mad ( godbidder af forskellige slags )

Disse tre ting addresserer 3 behov/motivationer, som hunden har:

socialdriften
bytte/jagtdriften
"sultdriften"

Hvis man af princip kun vil gøre brug af to fremfor tre af disse motivationer, kan man da godt det, men det begrænser stærkt de måder, vi kan lære hunden noget på, og træningen bliver pr. automatik mindre fleksibelt. Det er og bliver imo. ret uintelligent tænkning.

Nogle trænere / adfærdsbehandlere afholde sig fra at bruge godbidder mens andre afholder sig fra at bruge bold eller andet fake byttedyr.

De, der afholder sig fra at bruge godbidder til at indlære med, gør det typisk fordi de er bange for at hunden bliver afhængig af disse godbidder og senere hen ikke vil udføre en given indlært færdighed, hvis ikke man står med en frikadelle i hånden.

Igen, en sådan ”argumentation” vidner kun om manglende viden om de læringsmæssige psykologiske vedligeholdelsesmekanismer.

Andre afholder sig fra at bruge bolde eller andet legetøj i træning og indlæring med argumenter om, at hunden så bliver stresset, - og en stresset hund kan ikke lære noget, - og at stress er ødelæggende for hundens velbefindende.

Og igen må jeg konstatere, at den type argumentation kun fortæller, at vi her har at gøre med en træner / adfærdsbehandler med en begrænset viden om drifter, motivationer og stress-mekanismer.

Skulle man følge den linie af ”argumentation” for ovenstående begrænsninger i sin træning af hunden, så burde man heller ikke belønne sin hund med kæl og rosende ord, for tænk, hvis den blev så afhængig af ejers opmærksomhed, at den ikke kunne være alene hjemme.

Hvis man af PRINCIP er indædt modstander af brugen af godbidder eller bolde i træning af hunden, kan jeg kun sige, at jeg finder det indskrænket og uintelligente.

Jeg har to gode veninder, som er ekstremt dygtige hundeførere og undervisere indenfor hver deres specialfelt af hundearbejde.

Den ene, Martine Lafrenz, har netop i år ( 2012 ) vundet Danmarksmesterskabet for IPO 3 brugshunde indenfor samtlige brugshunderacer. ( http://www.brugshundene.dk )

Den anden, Tanja Thorsen, er en af Danmarks bedste hundeførere indenfor retrievere, med et utal flotte præmieringer i Vinderklassen, hvor hun til stadighed formår at bringe den ene hund frem efter den anden. ( http://www.jagt-retriever.dk/Velkommen )

Begge disse meget succesfulde hundeførere benytter sig af både den ene, anden og tredje motivationsform.

Og man kunne jo spørge sig selv, - hvis Mozart havde fået at vide, at han KUN skulle spille på klaverets hvide tangenter, - mon hans musik så havde været så god?

Balders død.

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen
SOR Hundeskole

30. marts 2012

I disse dage raser debatten blandt hundefolket. Baggrunden er den, at gårdejer Johnny Pedersen søndag d. 25. marts (2012) efter flere års chikane af naboens gule labrador, til sidst fuldt lovmæssigt som jæger aflivede hunden ved skud.

Johnny Pedersen fortæller, at han har returneret hunden til familien ikke mindre end 20 gange og 3 gange har han afleveret den til politiet. Lige lidt hjalp det desværre på hundeejernes forståelse for deres nabos gentagne henstillinger, og Johnny Pedersen så sig derfor til sidst nødsaget til, som loven tillader det, i dette tilfælde selv at tage affære. Han forklarer, at årsagen er den, at han frygtede for det dyrevildt og deres snarligt kommende afkom, han havde på sin jord.

Loven foreskriver, at man, såfremt man har jagttegn, må aflive en hund, der gentagne gange trænger ind på sin jord, såfremt man har advaret ejerne af hunden indenfor det sidste år.

Johnny Pedersen havde advaret hundeejerfamilien, Lone Toft og Bjarne Juul Hansen fra Bognæs ved Holbæk både mundtligt og skriftligt via indrykning af annonce i den lokale avis.

Lovlighed

Det kan ikke diskuteres, hvorvidt Johnny Pedersen har handlet juridisk korrekt. Det har han. Han har advaret, som han skulle og har jagttegn. Derfor er han i sin fulde ret til at skyde hunden, som trænger ind på hans jord ½ km. fra sit hjem.

Synd for hunden

Mange finder det at skyde et dyr, og i særdeleshed en hund, som en babarisk gerning. Det gør jeg ikke. Et klart anrettet skud medfører en øjeblikkelig død uden nogen lidelse af nogen art, og når det er en jæger, som er øvet i dette, er skydning en meget blid død.

Mange jægere afliver da også selv deres egne hunde, hvilket jeg finder langt mere fredfyldt for hunden, end hvis den skal slæbes med op til dyrlægen, hvor den muligvis når at blive nervøs og utryg, - hvor den skal stikkes i med nåle af en fremmed person.

Set med en hunds øjne må det nødvendigvis være en langt blidere død at blive skudt på en rolig gåtur end at blive hevet op til dyrlægen.

Hvis man synes anderledes, kan jeg kun se, at man tager mere hensyn til sine egne følelser end til hundens, for klart er det da mere "spiseligt" at se sin hund sove ind efter forudgående indsprøjtninger, som efterlader hunden "fin og hel", end at skulle se sin hund med blod efter et skudhul.

Synd for vildtet

Årligt bliver et utal antal vildt skambidt, - ofte med en langsom, pinefuld død eller voldsomme pinsler til følge. Vores vilde dyreliv bliver stresset af omstrejfende eller ikke-indkaldssikre løse hunde.

Desværre begrænser mange hundeejeres dyrevenlighed og omsorg for samme sig kun til deres egen hund. Forståelsen og sympatien for det vilde dyreliv koges ofte ned til et par krododilletårer, når man med børnene sidder og ser Walt Disneys "Bambi", hvor de onde, onde jægere er Bambi´s altoverskyggende fjender.

Hvad er det for en logik der foreskriver, at det ene dyr ( hunden) er fredet i klasse A, mens det andet dyr ( rådyrkid, harerkillinger mm.) ingen forståelse skal høste?

Den gode familiehund

Menneskeliggørelsen af hunde er enorm når det kommer til hundens jagtinstinkt. Mange hundeejere kan på ingen måde forestille sig, at deres firbende rovdyr nogensinde kunne finde på at sætte efter et stykke vildt endsige sætte tænderne i det.

Folk sætter nemlig lighedstegn mellem, hvordan hunden opfører sig overfor på den ene side børn (og voksne) og på den anden side vilde dyr i naturen.

Ikke sjældent hører man argumenter, så som "min hund er den venligste af alle. Den kunne aldrig finde på at krumme et hår på hovedet af et barn, så jeg kan ikke forestille mig, at den vil nogen eller noget ondt".

Og problemet er, at INGEN hunde er "onde". Når hunde jager og nedlægger vildt, er de ikke "gale" eller "aggressive" på vildtet lige så lidt, som de er "gale" eller "aggressive" på den bold, de så flittigt forfølger under leg i haven.

Og omvendt kan man heller aldrig drage den konklusion, at fordi en hund kunne finde på at nedlægge et stykke vildt eller løbe efter og jage en solsort, så er den også farlig for børn og voksne.

Hunden har fået status som et familiemedlem. Det er der for så vidt heller intet forgjort i. Selv skatter jeg mine hundes ve og vel utroligt højt, og selvom jeg udemærket godt ved, at mange ikke bryder sig om det, så sover mine hunde mine hunde nu også i både møbler og senge.

Men netop også derfor er det for mig komplet uforståeligt, at man ikke evner at holde en hund inde på egen matrikel.

Hvis hunden sidestilles med et barn eller andet familiemedlem, kunne man da med rette spørge, om man så ville lade sit 4-årige barn vandre rundt ude på vejen uden opsyn den ene gang efter den anden uden at gøre noget effektivt for at forhindre det? Jeg ville i hvert fald nødig være barn et sådan sted.

Ansvar

Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at Johnny Pedersen efterfølgende har set sig nødsaget til at gå under jorden pga. trusler på livet, mens Lone Toft og Bjarne Juul Hansen tilsyneladende har lokalsamfundets sympati.

Ligeledes finder jeg det stærkt tankevækkende, at Lone Toft og Bjarne Juul Hansen fremstiller sig selv som ofre.

Hvor er ansvarsfølelsen henne? Hvor er forståelsen for kronologien i denne her historie henne? Dvs. FØRST overskrider nogle hundeejere loven et UTAL af gange, DERNÆST kommer der en konsekvens. Man føler sig jo nærmest hensat til en børnehave.

Hvad er det for hundejere, som hele 20 gange oplever, at naboen kommer og afleverer deres strejfende hund?

Hvad er det for hundeejere, der ikke bare én eller to gange får rettet henvendelse fra politiet vedr. deres løsgående hund og stadig ikke kan finde ud af at efterkomme loven, men ender op med indblanding af politiet hele 3 gange!

Jeg gad godt vide, hvad Lene Toft og Bjarne Juul Hansen ville have fortalt deres børn om ansvar, såfremt deres labrador Balder havde fundet dens endeligt under en bil fremfor en jægers gevær?

Nu kan man i det mindste glæde sig ved, at der ikke sidder en traumatiseret billist tilbage, som evt. i værste fald har undgået at køre galt for at undgå at brage ind i en hund midt på vejen.

Ændring af lovgivningen

På baggrund af denne her Balder-sag, er der nu rejst debat om, hvorvidt loven skal ændres. Jeg synes, at sagens forløb tydeligt giver svaret. For når problematikken ikke afhjælpes med hele 3 involveringer af politiet, hvorfor tror man så, at en 4. eller 5. gang ville gøre udslaget? I kampen mod sådanne ansvarsløse hundeejere, der tilsyneladende ikke opfatter alvoren i politiets 3 henvendelser, kan en lempelse af den nuværende lovgivning kun betyde større problemer for samtlige af de, - dyr som mennesker, der uheldigvis måtte være nabo til dem.

Desuden mener jeg, at vores dyrebare skattekroner ikke skal have endnu en unødig forøgelse af udgiftsposten "udredning af problematikker vedr. uansvarlige hundeejere". Der er tusinde andre ting, som jeg heller ville bruge borgernes skattekroner på end at procedere for forsmåede uansvarlige hundeejere i en klokkeklar sag.

Der findes desværre så ansvarsløse hundeejere, at det er på sin plads at lade denne lovgivning eksistere.

Intet at skulle have sagt...

Af Adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


SOR Hundeskole


3. april 2011



>> Så jeg har altså ikke noget at skulle have sagt her<<, konstaterede jeg og kiggede på manden med hunden.

Han stod og ventede på sin bedre halvdel i køen indtil iskiosken. Køen var meget lang, - og det var hans flexline til hunden også, hvilket hunden ikke syntes at have i noget imod.
 
Ingen kunne passere hunden selv på et forholdsvist bredt fortorv inde i byen, hvor episoden fandt sted, uden at hunden havde mulighed for at løbe hen til dem.

>>Øhhhhhh<<, udbrød manden, tydeligt forvirret over min bemærkning.

Jeg var kommet gående med min hund i kort snor på fortovet. Pludselig kommer denne lille hund løbende imod os. Jeg stopper op og kigger på den, - dernæst på ejeren, som står ca. 8 meter længere bagude. Ingen øjenkontakt. Han står bare og smiler, mens han kigger på sin hund, - tydeligt underholdt.

Jeg står stille et stykke tid, men manden kigger ikke op på mig.

Så bevæger jeg og min hund os tydeligt til venstre for at slå en bue uden om hunden og for at undgå et direkte møde.

Selvfølgelig forgæves, for flexline-hunden svinger med ud til venstre og brager ind i min hund.

Så er det jeg udbryder ovenstående og fortsætter i et ganske roligt stemmeleje:

>> Ja, du synes åbenbart ikke, at jeg som ejer af denne her hund har noget at skulle have sagt i forholdet til, at de to hunde skal mødes ? <<

Manden var nu tydeligt ved at blive lettere indigneret og begyndte at hale sine flexline-hund ind på den der meget karakterisiske facon, som mest af alt minder om en slags fluefiskeri....hiv-ohøj - rul-rul-rul hiv-ohøj - rul-rul-rul.

>> Ja, du må da MEGET undskylde, hvis jeg så fik ødelagt hele din lørdag<<, udbrød han tøsemopset.

>> Nææææ, det har du bestemt ikke, men synes du ikke, at det er meget normalt og almindelig høflighed, at man lige spørger den anden hundeejer, før man lader sine hunde mødes ? <<, spurgte jeg og kiggede ham høfligt i øjnene.

Så mistede han mælet og kiggede væk, og jeg lod det ligge og vendte om for at gå.

>> Tak for irettesættelse<<, sagde han så lige idet jeg havde taget det første trin væk,  hvorpå jeg vendte mig om igen:

>> Jamen, selvtak. Skulle det være en anden gang......, men det håber jeg ikke, for så betyder det jo bare, at du slet ikke har forstået, at man bør tage hensyn til hinanden og hinandens hunde.<<

Og så blev der ellers linet op bag i køen af iskøbende mennesker på den varme aprildag. Min veninde stod troligt i kø, mens jeg kunne bruge ventetiden på at sidde på de dertil fremsatte taburetter og træne lidt "ignorer omverden" med min lille gule hund.

  Kondiløbere kontra hundeejere
 - problem eller udfordring?

Af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

SOR Hundeskole

21. september 2010

Jævnligt læser jeg om, hvor galt det tit går i mødet mellem motionsløbere og hundeejeres hunde. Sidst var det gennem et læserbrev ”Forstå hunde” i Dansk Kennel Klubs månedsmagasin ”Hunden” ( nr. 7/8, august / 120. årgang, 2010).

Hunde, som forfølger kondiløbere, ”fordi det er deres instinkt” og kondiløbere, som kommer ”brasende i fuld firspring” og som ”ikke vil drømme om at vise noget som helst hensyn”, er det velkendte tema i dette læserbrev.

Dette læserbrev handler som så mange andre ikke om, hvordan man får styring og kontrol over sin hund i svære, men meget dagligdags situationer. Derimod handler det om, hvordan andre skal lære at forstå, at man skal vise særlige hensyn til hundeejere og deres hunde, fordi det tilsyneladende er en uoverstigelig opgave at lære hunden ikke at sætte efter en kondiløber, som passerer forbi.

Og dette kan man tilsyneladende ikke ifølge læserbrevskriveren, fordi dét at forfølge og forsøge at fange noget/nogen, som bevæger sig, er et instinkt hos hunden.

Læserbrevskriveren opfordrer derimod til, at man alle steder som en slags oplysning til borgerne i samfundet gør opmærksom på, at kondiløbere kan ( skal / bør?) gøre én af to ting ved mødet med en hundeejer og dennes hund.

Enten kan løberen slå over i gang, når denne ser en hundejer med hund, - eller også kan man som kondiløber give lyd ( evt. med en fløjte ), så snart man øjner mennesket med hunden.

Desuden foreslår brevskriveren, at der skal forefindes brochurer og plakater ”alle tænkelige og utænkelige steder” såvel som at alle deltagere på DKK´s kurser skal undervises i hundens reaktion i forhold til løbere.

Et gammelt udtryk siger: ” Den, som tier, samtykker”

Om læserbrevskriverens holdning er identisk med DKK´s på dette punkt, skal jeg lade være usagt, men tanken er da nærliggende netop pga. den manglende kommentar fra DKK. Jeg forstår ikke, hvorfor man i DKK overhovedet ikke finder det vigtigt at kommentere dette læserbrev.

Jeg må indrømme, at jeg finder tankegangen, som udtrykkes i læserbrevet, i diametral modsætning til min egen. I min verden er hensynet til andre mennesker og andre hunde af meget stor vigtighed. Jeg kunne ikke drømme om at forlange endsige forvente, at tilfældige mennesker på gaden/ i skoven skulle indrette sig efter mig og mit hundehold.

Som hundeejer anser jeg det som min pligt at socialisere, opdrage og træne mine hunde i en grad, så de ikke er til gene for andre mennesker og dyr.

At være en ansvarlig hundeejer handler for mig bl.a. om at det er mig, som skal forstå min hund, - ikke alle mulige andre. Jeg mener ganske simpelthen ikke, at fremmede mennesker skal kunne forstå min hunds adfærd og agere derefter, for at jeg og min hund skal få en god oplevelse, når vi er i skoven eller i byen. Jeg, - og jeg alene har ansvaret.

Hvis jeg vælger at tage min hund ud i offenligheden, så er det mit ansvar, - og mit alene, at min hund ikke løber efter, gøer af og hopper op ad andre mennesker såvel som hen til fremmede hunde. Jeg anser det nemlig som en ”menneskeret” ( og en ”hunderet”), at man kan få lov til at færdes i fred i offentligheden uden at få en fremmed hund i hælene.

At være en ansvarlig hundeejer handler i høj grad også om, at man er forudseende. Hvis man ved , at man har en hund, som reagerer på forbipasserende kondiløbere, så har man i mine øjne pligt til konstant at gå og orientere sig om, hvad der nærmer sig en. Min klare erfaring er, at det er hundeejere, som ”går i deres egen verden” og ikke holder ordentligt øje med omgivelserne, der gang på gang føler, at kondiløbere kommer bag på dem.

Mht. hvorvidt det er muligt at træne sin hund til at lade være med at forfølge ting ( biler, cyklister, klapvogne osv.) og mennesker, som læserbrevskriveren tilsyneladende stiller sig meget tvivlende overfor, idet han henviser til, at forfølgelsesadfærd er en instinktiv jagtadfærd, så kan jeg kun svare med et klart og rungende ”JA”, - selvfølgelig er det absolut muligt OG overkommeligt at træne sin hund til ikke at forfølge kondiløbere mm.

Men træning og socialisering kræver som bekendt en vis grad af engagement og konsekvens. Jeg har en simpel regel, som jeg praktiserer i forholdet til mine hunde og de kursister, jeg underviser. Helt fra hunden er helt lille hvalp, kræver jeg, at den ikke opsøger fremmede mennesker og andre hunde før der er blevet sagt ”Værsgo – hilse”.

Andre steder lærer hundene det diametral modsatte, - nemlig at den ”rigtige træning” ikke kan gå i gang før alle hunde har været henne og ”sagt dav” til hinanden.

At hunde har en instinktiv adfærd betyder ikke, at man ikke kan bremse dem i denne adfærd, når ”nøglestimulansen”, dvs. dén påvirkning, som udløser adfærden, opstår. Denne træning kaldes også impulstræning/impulskontrol, - eller med et lidt mere gammeldags udtryk for tænd/sluk-mekanismen/knappen.

Læserbrevskriveren skriver at....”Hunden løber efter løberen, fordi det er dens instinkt. Det ser man lige fra de render rundt som hvalpe, hvor de render efter hinanden og forsøger at fange hinanden i leg for at træne deres jagtinstinkter og evner. Det er jo det man bruger og træner videre i, når en hund f.eks. skal opøves til politihund, hvor den skal forfølge en person, som flygter.”

Hvad, der åbenbart er gået brevskriveren lige hen over hovedet, er, at det er lige så vigtigt, at politimanden kan kontrollere denne adfærd. Ligeledes skal jægeren kunne kontrollere sin jagthund, så den ikke farer og flyver såten igennem for sig selv og derved letter al vildtet, længe inden jægeren kan komme på skudhold. På jagterne skal hundene sidde pænt ved siden af deres ejer, mens nabohunden evt. får lov til at drøne forbi og ud for at hente en nedskudt and.

Hvis det var umuligt at styre sin hunds adfærd på dette punkt, var der ganske simpelthen ikke nogen grund til at bruge hunde i de sammenhænge, vi ofte gør det. Det er et spørgsmål om indstilling og træning. Så stil dig selv spørgsmålet; Er det dig eller mig, som er ansvarlig for DIN hund?

8. maj 2009

Var der nogen, som sagde ”Molbo-agtigt”?

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen

Bølgerne går højt i diskussionen og kampen for et mere trygt hunde-Danmark. Løse muskelhunde der terroriserer lokalsamfund og bringer angst og skræk med sig er en kendsgerning.

Politikerne debatterer frem og tilbage – forbud, påbud, regler og restriktioner.

En løsning skal der findes.

Men hvorfor er vi endt i denne situation, - hvem har ansvaret? Hvem deler ansvaret?

Ingen tvivl skal herske om, at jeg mener, at hver en hundeejer er ansvarlig for sin hund. Og længere er dén ikke.......eller er den?

Jeg mener, at der er mange andre, som bærer et medansvar. Alle de instruktører i f.eks. DKK og andre store foreninger, alle de såkaldte veluddannede adfærdsbehandlere, som lærer nye hundeejere, at slippe deres hunde løse, er medansvarlige!

For mange mennesker er det et mål for deres hunds lydighed, at den lærer at komme sikkert ved kald. Og når specielt første-gangs-hundeejere henvender sig til diverse foreninger eller private professionelle adfærdsbehandlere, forventer man, at instruktørerne ved, hvad de taler om.

I Danmark er det ifølge hundeloven forbudt at slippe en hund løs medmindre den er i følgeskab med en person, som har fuld kontrol over den.

Alligevel er det kutyme både for instruktørerne i Danmarks største og mest indflydelsesrige hundeforening Dansk Kennel Klub (DKK) og andre foreninger samt for langt de fleste adfærdsbehandlere at opfordre hundeejerne til at slippe deres endnu ikke indkalds-sikre hunde løse!

Man opfordre hundeejerne til at gøre dette hjemme, dvs. i dit og mit lokalsamfund, og så fortæller man ellers ejerne, at de skal prøve at være så interessante for hunden, at den kommer, når der kaldes. Det lykkes som regel.....så længe hundene er helt unge og ikke tør forlade deres ejere eller så længe omgivelserne ikke byder på noget mere interessant.

Dette er simpelthen måden, hvorpå man underviser hundeejerne.

Men de fleste af os oplever jo, at rundt regnet 8 ud af 10 mennesker ikke kan kalde deres løse hunde til sig, når omgivelserne byder på fremmede hunde, joggere, fugle, legende børn, cyklister osv. osv.

Så hvorfor blive ved med at prædike og udbrede en metode, som gør det usikkert at færdes for andre mennesker, andre hunde og naturens dyr?

Et andet problem er de såkaldte ”Hvalpe-motivations-kurser”, som også er udbredte indenfor Dansk Kennel Klub samt hos diverse adfærdsbehandlere m.fl.  

Her består ”undervisningen” mestendels af leg hund og hund imellem. Noget de fleste hunde finder særdeles underholdende, - hvis de da ikke lige overtromles og jages af stærkere individer, og på den måde får grundlagt et dårligt forhold til andre hunde. Og ligeledes er denne leg noget, som de fleste hundeejere elsker at se på og tilbyde deres hvalpe.

Så med de to former for påvirkning lagt sammen, er det langt fra ualmindeligt, at man efter bare få måneders påvirkning på denne måde ender op med en hund, som er HELT VILD VED SYNET AF ANDRE HUND ( - lært ved hvalpemotivationen) OG en hund, som HAR MULIGHED FOR AT LØBE FRA EJEREN.

Og selvfølgelig vil denne metode også være den, som muskel-/kamphunde-ejere går til træning og modtager.

HVIS jeg skulle lægge mit hoved i blød for at finde på én af de nemmeste måder at få en ulydig, ikke-lydhør hund, som jeg mangler kontakt med, så snart der er en anden hund i nærheden, tjaaaa – så ville denne her være et overordentligt glimrende bud.

God fornøjelsen med ”træningen”, og husk at øv dig på følgende sætning, når din hund løber op i hovedet på en anden hund: ”Den gør ikke noget, - den vil bare lege.......eller.......”

21. April 2009

Fy, fy - skamme, skamme, øv,øv-grimme,grimme, nix-nix-ah-ah, slut-forbudt!

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen


I april-udgaven 2009 af "Hunden" kan man finde et læserbrev med titlen "Behold godbidderne til jeres egne hunde".

Jeg er ganske enig i, at folk ikke skal gå og give andre menneskers hunde godbidder uden først at have fået lov af hundeejeren. Der kan være mange grunde til det, - allergi f.eks., og det er derfor bestemt ikke særligt betænkeligt at give godbidder til fremmede hunde uden at spørge ejeren først.

Dét, jeg studser over i læserbrevet, er, at der skrives......"Desværre har jeg alt for mange gange været vidne til, at min hund som nu er 10 måneder, løber hen til andre hundeejere, springer op med forpoterne på vedkommende, som derefter giver hende en godbid. ............"

Til historien hører også, at disse episoder finder sted i en offentlig park, - ikke under tilrettelagte træningssituationer, hvor man selvklart bør kunne forvente samarbejde fra sine med-kursister under ledelse af en instruktør.

Så kære læserbrev-skriver.....hvorfor overlader du på denne måde opdragelsen af din hund til andre tilfældige menneskers forgodtbefindende, kunne jeg fristes til at skrive.

Jeg mener, at når man på den måde bare slipper sin hund i en park, og man åbenbart ikke kan kalde den til sig, men gang på gang efter eget udsagn "er vidne til", at andre mennesker påvirker hunden i en uhensigtsmæssig retning ved at forstærke en i ejerens øjne uhensigtsmæssig adfærd ved at give godbidder, så er man sgi selv uden om det.

Nej - igen - det er ikke ok at give andre fremmede hunde godbidder uden tilladelse fra ejeren, - men det er sgi da sågu heller ikke i orden at lade sin hund drøne over til og op af andre mennesker.

Læserbrevskriveren bedyrer, at hunden fra "dag 1" ene og alene er blevet trænet - og endog trænet meget - med positiv forstærkning som træningsmetode, dvs. en metode, som udelukkende består af at belønne den ønskede adfærd og ignorere den uønskede adfærd.

Men brevskriveren har åbenbart glemt at forstærke sin hund i at blive ved hende, - eller komme ved kald.......eller også virker en metode som udelukkende består af positiv forstærkning bare ikke på en løs hund, som får muligheden for at gøre præcist, hvad den selv vil...........

Noget er der da gået galt.

Hvad jeg heller ikke undlader at notere mig, er, at dette læserbrev er det eneste, som man fra DKK´s side undlader at kommentere.

Jeg synes da,  det havde været på sin plads, at man fra DKK´s side lige mindede damen om, at det altså for det første er en uskik at lade sin hund løbe hen til OG springe op ad fremmede mennesker. Det burde et godt indkald eller et godt indlært "nej" kunne forhindre. Og for det andet er det rent faktisk direkte ulovligt at slippe sin hund løs, når man ikke har ordentlig kontrol over den.

Men måske er det ikke en politik, man ønsker at give udtryk for i DKK? 🤭

19. Marts 2009.


Lad mig se dig gå frem-tilbage, fra side til side.......

af adfærdsspecialist Lise Lindegaard Andersen




I martsudgaven af DKKs månedsmagasin ”Hunden”  har Irene Jarnvad en artikel om belønning. 


Bolden må dog tilsyneladende kun "leveres" i hundens mund.
Jeg kan da, som jeg altid siger til mine kursister, ikke forestille mig den hare/kanin/fugl, som frivilligt hopper ind i munden på et rovdyr!


Og så må hive-legen mellem hund og mennesker KUN ske fra side til side.
Årsagen til, at legen KUN må ske fra side til side og ikke frem og tilbage er øjensynligt, at side-til-side-hiven = samarbejde og frem-og-tilbage-hiven = modarbejde.

Hvem HAR dog bestemt sig til det???


For få år siden var det HELT udelukket, at man overhovedet måtte lege med bold iflg. flere adfærdsprofessionelle, - hive i reb osv.
Man henviste til, at hunden blev aggressiv af dette.

Heldigvis fandt man så på, at ulvene jo, når de nedlægger et byttedyr, bider sig fast dér, hvor de kan komme til, og så hiver og flå de i hver sin retning, så på den måde fandt man så et argument for, at trække-lege ikke var modarbejdning af hinanden men snarere samarbejde om at få dyret nedlagt.
Og man fandt argumentet for, at trækkelege ikke førte til aggression. Det havde man jo gang på gang oplevet, at det IKKE gjorde, så man kan jo sige, at det var en "omvendt" bevisførelse.

På samme måde fandt forskere jo ud af engang, at humlebier ikke kan flyve. Man havde vist bare glemt at fortælle dét til humlebierne.

Så jeg venter med spænding på endnu en "skrivebords-forklaring" på, hvorfor side-til-side-trækkeri er sååååååååååååå fantastisk meget i samarbejdets ånd, mens frem og tilbage-trækket åbenbart er sååååååååå modarbejdende, for det er der altså også lige nogen, som har glemt at fortælle de hunde, som jeg har.


HVIS man endelig skulle begynde at teoretisere omkring trækkelege, så kan man jo helt generelt sige, at trækkeri fra side til side er jo bare ikke noget, som har en entydig betydning. Det optræder både, når et byttedyr skal have knækket nakken, - under kamp mellem to artsfæller, hvor man vil skade hinanden mest muligt, - OG under leg, dvs. under sociale forhold.

Så igen hvis vi endelig skal sige noget om forskellene mellem side-til-side-hiven kontra frem-og-tilbage-hiven, så er side-til-side-hiven mere "kamp-agtig" og skadende ( jvf. måden hvorpå et mindre byttedyr dræbes, - og måden der ruskes på under virkelig kamp) og dermed mindre befordrende for "samarbejdet" end frem-og-tilbage-hiven.

Så hvorfor Irene Jarnved kommer til den konklusion, at side-til-side-hiven er godt for samarbejdet, mens frem-og-tilbage-hiven tilsyneladende ikke er det, kan kun undre mig.