 |
|
|
 |
|
Navn : Hiro Mi-Ji
Født : 18.05.09
Far
Anthrax vom Zabelstein
Mor
Arah Mi-Ji
.
Anthrax vom Zabelstein, - Hiros far.
Arah Mi-Ji, Hiros mor.
Lørdag d. 18.07.09
Så fik jeg endelig min lille malinois-tæve i hus.
Det var ganske simpelt umuligt for mig at komme på et godt navn til hende, så jeg har valgt at kalde hende dét, som hun hedder på stambogen, Hiro.
Hiro har været længe undervejs. Jeg besluttede i slutningen af november ´08 at søsætte projektet, - og dét på en lidt utraditionel facon.
Jeg valgte nemlig at spørge min gode veninde, Martine Lafrenz, som er tidligere schæferhundeopdrætter, DM-deltager, konkurrenceudøver af IPO, dedikeret brugshundemenneske og nuværende ejer af 2 malinois i en husstand med yderligere en malinois og 2 cane corso, om hun ville gøre mig den store tjeneste at finde og udvælge en hund til mig. Det svarede hun heldigvis ja til, og resultatet har for få dage siden indfundet sig på matriklen.
Mange har kigget undrende på mig, fordi jeg 100 % overlod valg af hund til Martine, men jeg har på baggrund af de tre hunde, som jeg har set Martine udvælge samt mit kendskab til Martines store viden om brugshunde, hendes klæbehjerne hvad angår blodlinier osv. ikke været i tvivl om Martines evner til at udvælge og spotte en god brugshund. Hiro er nemlig, hvis alt går som planlagt, en fremtid som IPO-konkurrencehund foran sig.
Og hvilken tæve jeg har fået mellem hænderne!
Så hermed en kæmpe tak til Martine for en fantastisk frejdig, yderst selvsikker, enormt driftstærk, temperamentsfuld, dejlig lille malle, som jeg har store forhåbninger til!
Der findes to tilstande i Hiros verden,- at sove eller være vågen og bide. Det er som at få et lille krokodilledyr indenfor dørene. Og kors hvor hun bider hårdt bare i en alder af 8 uger! Dette er godt nok ret naturligt for en malinois, men man fårunder alle omstændigheder et wake up call, når man får sådan en hund i huset.
Hun kan uden videre holde sin egen vægt i kæberne allerede nu, - ikke engang 9 uger gammel. Det beviste hun, da hun forleden var med til at arbejde i haven. Mens jeg sad og lugede i jorden, bed hun sig fast i de havehandsker, jeg havde på, og for at få hende til at slippe, hævede jeg hånden lidt, - så lidt mere og lidt mere indtil hun hang og dinglede et par cm. over jorden. Jeg prøvede så for sjov at holde hende i den stilling, for jeg tænkte, at hun da måtte slippe på et eller andet tidspunkt. Det ville hun helt sikkert også have gjort, - men problemet var bare, at jeg blev træt i at holde armen oppe inden det lille myr blev træt i kæberne.
Jeg havde de første par dage problemer med overhovedet at gå, når hun var vågen, for hun sad KONSTANT i benene på mig, hvor hun klamrede sig fast med forbenene som en lille abe og tog et så solidt bid i læggen eller buskebenet, som hun kunne komme til.
Hvis hun fik fat i buksebenet, ruskede hun vildt med hele sin spænstige kraftfulde lille krop, - næsten som et ægte krokodilledyr i en death roll. Til tider kunne jeg dårligt åbne munden på hende.
Jeg har grinet ved den TOTAL utopiske tanken om at skulle følge de gængse råd fra diverse adfærdsbehandlere, som er tilhængere af de ultra blide "sig-ikke-nej-til-din-hund-men-beløn-den-for-dét-den-gør-rigtigt-og-ignorer-dét-den-gør-forkert-metoder".
Hvis jeg skulle iføre mig selv handsker og stor trøje og stå stille og lade mig bide i, indtil lysten til at bide gik over hver gang Hiro fik lyst til at angribe mig ( - en metode anbefalet af adfærdsbehandler Irene Jarnved ), så tør jeg ikke tænke på, hvor udmattet jeg nu ville være alene pga. de mange daglige omklædninger.........og så i 25 C vejr. Puhaaaaaaa.......
Men jeg vælger jo så en ordentlig hundesprogs-naturlig metode at sætte grænser på, og Hiro har i løbet af ca. 3 dage lært ikke at angribe mine ben mere.
Jeg får en del besøg i kraft af, at jeg sælger OLIVER`S foder, og jeg benytter selvfølgelig alle lejlighederne til at lade Hiro hilse på de fremmede.
Det foregår på den måde, at hun ved synet af ethvert fremmed menneske UDEN mindste tøven drøner lige direkte hen og springer op af deres ben. Hendes ører er behørligt tilbagelagte, halen står lige op i luften og efter rundt regnet 3 sekunder, begynder hun at bide sig fast i det, der nu er at bide sig fast i hos gæsten, - bukseben, bare ben, nederdele, hår, perlekranse, tørklæder, eller hvad der nu ellers hænger ned ved den lejlighed 
Jeg venter lige nogen tid endnu, før jeg vil addressere den lidt voldsomme adfærd. Lige nu er jeg glad for, at hun er frimodig og interesseret i at hilse på fremmede mennesker, - at hun ikke udviser nogen form for usikkerhed eller reserverthed, - ej heller antydningen af mistillid. Og hun vejer immervæk kun lidt over 4 kg, så sådan en lille "rotte" kan alle nok lige klare.
Mine to voksne schæferhunde, Ezra (6 år) og Nimbus (4 år), har modtaget Hiro fint. Specielt Nimbus har indtaget rollen som lege-onkel til den store guldmedalje, og efter et par dage med irettesættelser, når Hiro er kommet og bidt sig fast i deres svingende lange haler eller hvad hun ellers har kunne få fat i bagfra ( av, av, av  ), kan de voksne nu gå forbi hende uden fare for deres haler eller ædlere dele.
Med henblik på den fremtidige træning, er jeg allerede nu begyndt at klikker-træne Hiro.
Første fase består i at betinge klikkeren, dvs. få hvalpen til at forstå, at et klik betyder "perfekt - nu kommer din belønning".
Det gør jeg ved at gøre hvalpen opmærksom på, at jeg har noget lækkert på bordet ved siden af mig, hvilket gør, at den så holder sig til mig. Så venter jeg ellers til dét øjeblik, hvor Hiro kigger mig op i øjnene, - i dette sekund klikker jeg og giver en godbid umiddelbart efter.
Denne kontaktøvelse bliver grundlaget for al videre træning af Hiro.
Fredag d. 7.08.09
Hiro er nu 11 uger.
Hiro er i sandhed et livsstykke, som kan "tage livet" af langt de fleste.
Der er stort set stadig kun to tilstande, som dominerer Hiros liv;
1) sove........gerne i noget ekstra blødt så som sofaen ( som hun som 10 ugers allerede selv kunne springe op i) eller dynerne.
eller..........
2) være vågen og bide..........i ALT!
bide i sko, bide i planter, bide i( - og sluge) sten, bide i fingre, bide i tøj, bide i viskestykke, bide i møbler, bide i dyne osv. osv.
Huset er som sædvanlig godt hvalpesikret, dvs. der ligger legetøj til afledning indenfor 5 skridts afstand på hele matriklen, afspæringer i form af plader, babygitre, hegn osv. både indenfor og udenfor.
I sidste uge mærkede jeg en mærkbar forbedring af Hiros toiletvaner. Hun er bestemt ikke renlig endnu, men jeg kan nu nøjes med at tørre tis op ca. 2-3 gange i døgnet. ( Godt at have vinyl- og flisegulve  )
Renlighedstræning gør jeg ikke det store af andet end at bære hende udenfor om morgenen. Ellers står døren ud til haven åben, så hun selv kan gå ud og ind. Jeg tørre bare op og tørre efter med klorinvand, hver gang hun har tisset inden døre.
Stort gør altid udenfor. Kun hvis jeg ikke er hurtig nok om morgenen ( kl. 05!  ), er det hændt, at der er sket et "større" uheld indendøre.
Mine foderkunder agerer som gode socialiserings-personer. Ikke alle er lige vilde med at blive bidt så meget i. De fleste børn, som er med, betakker sig ofte, men enkelte er modige nok til at gå i lag med min lille 7 kg´s hun-djævel. Hun ÆÆÆÆÆLSKER børn, - og bliver om muligt endnu mere overstadig, når disse mini-mennesker kommer til syne.
Vi har flere gange været inde i byen på socialiseringsture. Hiro tager tingene med ophøjet ro, en næsten konstant høj haleføring, ingen rejste børster og masser og masser af nysgerrighed og frejdighed.
Hun har oplevet hujende sirener, masser af larmende og tung trafik, masser af mennesker samt enkelte udvalgte venlige hunde.
Hiros hundemøder har været lidt af en blandet affære, - igen pga. hendes ret store gå-på-mod. Hunde, der mødes, skal nemlig ikke være hverken for forskellige i temperament, men heller ikke for ens. Begge dele kan give problemer.
Den første fremmede hund, Hiro mødte, var en border terrier, knap 5 mdr. gammel. Desværre var de to hunde ikke på dette tidspunkt ordentligt selskab for hinanden, idet border terrieren gik i forsvar pga. Hiros ligefremme og direkte facon. Mødet blev afbrudt inden det fik en for uheldig udvikling.
Så havde jeg et håb om, at hun kunne komme til at lege godt med en 14 dage ældre labradorhvalp, men Hiro var alt for voldsom til, at det kunne blive til noget godt, så vi, de håbefulde hvalpeejere, måtte slukørede ret hurtigt afbryde mødet.
På en af by-turene havde jeg aftalt med min veninde, Tanja, at kombinere dette med en lille dog-date. På trods af en kiloforskel på ca. 14, gik det fint med mødet mellem Tanjas nye skud på stammen, lab-hvalpen Cooper på ca. 20 kg og min lille Hiro på omkring de 6 kg.
Endelig var der en hund, som Hiro kunne møde. Denne gang var det endog hende, som for en gangs skyld droppede halen..........i hvert fald for en kort tid. Men hun blev hurtigt sig selv igen og vi havde en god tur med lidt indlagt leg midt på Sorøs Storgade, hvilket fik smilene frem på de forbipasserende.
Jeg er så småt gået i gang med sporindlæringen. Hiro er meget madglad og nem at motivere.
Lydighedstræningen begrænser sig til kontaktøvelser foran og siddende ved siden af mig, mens Hiro kigger mig i øjnene. En smule dæk og sit er jeg også begyndt på.
Jeg har haft besøg af Rikke, som er en fantastisk amatør-fotograf. Rikke er border collie/hyrde-pige om en hals, - og en vældig dygtig en af slagsen! ( Gør dig selv en tjeneste og besøg hendes hjemmeside på www.bc-world.dk). Og jeg var så heldig, at Rikke havde taget sin gode kamera med og taget nogle gode billeder af Hiro, samt mine to andre hunde, Ezra og Nimbus.
Under "Galleri" har jeg tilføjet et par stykker af Rikkes flotte resultat.
Hiro 11 uger. Foto Rikke Jensen ( www.bc-world.dk)
|
|
 |
|
|
|